Randers By

Kreative kræfter samles i Randers

Kasper Honoré læner sig op ad Louise Brown. Foto: Randers Netavis.

Inden længe vil alle kreative kræfter, idémagere, iværksættere og udvikling af nye samarbejder udfolde sig i Randers, og der er oprettet gode rammer for det.

Det er pilotprojektet ”MakerSpace” på Industrivej i det tidligere jernstøberi i Randers, som åbnede den 29. juni under navnet Fabrikken.

Ildsjælen Kasper Honoré viste os rundt i Fabrikken, og præsenterede nogle af de mange kreative ideer, som skal realiseres i Fabrikken.

Der skal være fræsemaskiner, træ- og metalværksteder og plads til kreativitet i øvrigt. Samtidig skal der oprettes cafeer og mødelokaler. Han håber også der kommer en kantine, og måske et mini-water & Wellness med spabad.

– Der bliver mulighed for workshops, hvor folk kan komme og lære hvordan man laver en havelåge, reparerer en støvsuger eller udveksle stikkeopskrifter, når der er strikkeaftener. Det er kun fantasien, der sætter grænserne, fortæller Kasper Honoré

Fabrikken opdeles ved hjælp af vinduer og døre, som skal danne en skillevæg af glas. Den anden side af væggen indrettes til eventspace. Her skal der afholdes koncerter, streetfood, udstillinger, foredrag og mange andre ting.

Alle sponsorerne har selv henvendt sig til Kasper Honoré, og den store opbakning glæder ham.

– I så mange år har Randers haft et dårligt ry, og derfor vil de fleste gerne gøre noget for at ændre det, når muligheden opstår, som det projekt her. Byens borgere har manglet et sådant sted, hvor de kan få lov til at hjælpe, og derfor er der allerede nu mere end 150 frivillige tilmeldt, forklarer han.

– Man skal være tilpas dum, så man ikke rigtig overvejer konsekvenserne af sine ideer. De fleste ideer dør i overvejelser om det kan betale sig, konstaterer Kasper Honoré.

Det er en hjertesag for ham, og han bekymrer sig ikke om, hvorvidt fabrikken kan give ham løn, da han er involveret i et andet selskab.

Kasper Honoré vil gerne have det hele færdigrenoveret, så det første arrangement kan blive et stort julemarked. Skulle det ikke nås, vil det første arrangement blive en tarteletfestival lidt senere.

Fabrikken er et gammelt jernstøberi, og bygningerne havde 100 års jubilæum sidste år, men har ikke været benyttet de sidste 50 år. En del af maskinerne virker stadigvæk. Dog ikke kranen.

– Heldigvis har vi jo Munck Kraner hernede, og de kan bl.a. bruges til at løfte de store elementer, som kommer ud af vores 3D-printere«. Allerede på nuværende tidspunkt er der sponseret 2 styk 3D-printere.

– Hvis nogen sidder der hjemme med en ide til en prototype, så kommer de herned med en tegning, og så sidder der f.eks. en ingeniør og en 3D-operatør, og i løbet af en halv time, så har du en prototype færdig. Meningen er jo, at fra tanke og idé til handling ikke skal være for lang, betoner Kasper Honoré.

Han håber på, at MakerSpace flytter med til Fabrikken. Her vil der være hjælp at hente, til folk med gode ideer. Ved at kombinere nye ideer med viden og de relevante maskiner, kan vi få de nye ideer realiseret. Derfor håber han, at de etablerede firmaer i Randers flytter med på Fabrikken.

Kasper Honoré er en ildsjæl og iværksætter, så det var naturligt, at han blev udpeget som koordinator sammen med Jakob Christensen fra Ever Shelter.

Han har taget orlov fra sit arbejde i et år, og får ikke løn som koordinator, men flytter sin virksomhed Defacto til Fabrikken. Om et år har han investeret i omegnen af en million kroner i projektet.

– Det gør jeg fordi jeg tror på projektet. Jeg vil byen det bedste, og skal ikke have noget ud af det økonomisk, men håber at den energi kan medvirke til at trække andre virksomheder med« bemærker han, og understreger, at det først og fremmest skal være sjovt, og at det økonomiske er sekundært.

Den 1. september starter Louise Brown som koordinator på fabrikken. Hun har sagt sin stilling op som daglig leder af Frivilligværket, og vil hellige sig jobbet som koordinator, hvor hun bl.a. skal være fundraiser og søge forskellige fonde om midler. En opgave som hun allerede har stor erfaring med. Det er dog meningen, at Fabrikken i sidste instans skal være selvfinanserende.

Frivilligværkets bestyrelse arbejder på at finde en løsning på Louise Browns opsigelse, mens hun stadigvæk er leder.

Renovering af bygningerne vil hovedsageligt blive foretaget af frivillige kræfter. Lovgivningsmæssigt vil der være arbejde, som skal udføres af professionelle, herunder el-arbejde.

Der er også konkrete planer om at åbne et Streetfood. I august indkaldes der til et folkemøde, hvor der bliver lejlighed til at tilkendegive sine forventninger og ideer. Ud fra det, bliver der strikket et koncept sammen, og derved opnås et direkte indflydelse på stedet og indretningen.

Ideerne er mange, og med ildsjælene Kasper Honoré som ankermand, kan det ikke gå galt.

Hovedmålet er at opbygge en kultur, som gør Randers endnu bedre at bo og arbejde i erklærer han, og understreger samtidig, at stedet vil blive præget af alsidighed.

– Der skal være noget til folk med jakkesæt og slip, og være noget til dem, som kommer i gummisko og huller i sine jeans, siger Kasper Honoré.

Initiativet til Fabrikken kommer fra IT-folk på større virksomheder i Randers, der ønskede at sætte gang i et krydsfeldt mellem den lange tradition for godt håndværk og industri i Randers og iværksætteri og digitalisering.

To Makers-pedeller skal styre aktiviteterne på Fabrikken, hvor iværksættere kan få en mulighed for at gøre deres ide til virkelighed og samtidig få adgang til den knowhow og produktionsviden som etablerede virksomheder har.

De to pedeller og ildsjæle er iværksætter Kasper Honoré fra firmaet Defacto og Jakob Christensen fra firmaet EverShelter. De vil komme til at arbejde tæt sammen med Louise Brown.

I styregruppen for Fabrikken og Maker Space sidder erhvervschef i Randers Kommune Dennis Jensen. Direktør for Erhverv Randers, Jens E. Kristensen. Jakob Christensen fra Ever Shelter. Kasper Honoré fra Defacto, IT-chef ved Danish Crown Elo H. Bromer. IT-chef Annette Jelle fra Verdo samt IT-chef fra Vestas Torben Høeg Bonde og Innovation Lab.

Der kan læses mere om på bit.ly/makercity. Her kan man også tilmelde sig med egen støtte, som ikke nødvendigvis er penge, men kan også være i form af praktisk arbejde.

Kommentarer