Debat og politik

Kraftcenter Korshøj på pause igen igen igen

Se billedserie Borgmester Torben Hansen benyttede lejligheden før byrådsmødet at hilse på nogle af de fremmødte fra idrætsklubben SMIFF09. Foto: Randers Netavis.

Mange kan sikkert huske den amerikanske TV serie “Soap” eller på dansk “Skum”, hvor hvert afsnit ikke rigtigt sluttede, men i stedet efterlod en række nye spørgsmål. Sådan må folkene bag Kraftcenter Korshøj – og givetvis alle borgerne i Landsbyklynge Kronjyllands 13 byer – have det efter mandagens byrådsmøde.

I “Soap” ville det have lydt: Kan kommunen levere den jord, man har lovet? Bliver de fem millioner sprængt til atomer? Skal klubhuset i Albæk alligevel renoveres for 2,5 millioner? Må der spilles fodbold på kirkejord? Vil landmanden alligevel sælge sine 15 tønder land? Slår provstiet korsets tegn over Korshøj? Går borgerne på pension, inden byrådet kan træffe en beslutning? Vi ved det ikke, men følg med i næste afsnit, hvor borgmesteren forsøger mæglingsrunde nummer 17 i rækken.

Mandag eftermiddag, på vej til byrådsmøde, blev de lokale politikere mødt af ivrige idrætsfolk fra SMIFF09, der i dagens anledning havde taget turen fra landsbyerne omkring Harridslev til Rådhustorvet i Randers, for at vise deres opbakning til projektet Kraftcenter Korshøj.

En del af byrødderne benyttede da også lejligheden til at tage en snak med de fremmødte inden det gik løs med punkt 134 på dagsordenen på Rådhusets første sal.

Historikken omkring Kraftcenter Korshøj er lang, og for de involverede parter må den være udmattende. Men for at gøre en lang historie kort, er – eller rettere sagt var – projektet nået gennem økonomiudvalget, som har indstillet frigivelse af i alt fem millioner kroner som kommunens andel til projektets gennemførelse.

Men i ellevte time kom der et forslag fra borgmester Torben Hansen om at udskyde beslutningen, med det formål at forsøge at finde en mindelig løsning mellem parterne i sagen. Problemet er blot: Hvem er parterne ?

Faktum er, at de kommunale bevillinger – både de første og de næste – altid har været øremærket til idrætsklubben SMIFF09’s arbejde og/eller de faciliteter, som klubben benytter sig af. Og i klubben er man helt afklaret om, hvor og til hvad pengene skal bruges, nemlig til gennemførelse af Kraftcenter Korshøj i Harridslev.

Venstre, DF og SF stemte for at vedtage økonomiudvalgets indstilling, men et flertal af partier bestående af Socialdemokratiet, Beboerlisten, Enhedslisten, Radikale og Konservative besluttede at lade borgmester Torben Hansen forsøge en ny mæglingsrunde mellem parterne. Hvem de så end er.

Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten havde inden byrådsmødet bebudet, at han ville stemme for økonomiudvalgets indstilling, men valgte, da det nye forslag forelå, at stemme blankt. Kasper Fuhr understregede i sin bemærkning, at forudsætningen for at stemme blankt var, at borgmesteren skulle overholde en mæglingsfrist på 3 – 6 uger.

Borgmester Torben Hansen meddelte, at han nu vil tage initiativ til et møde, og at sagen vil blive behandlet på næste byrådsmøde, eller senest det efterfølgende.

Kommentarer