Randers By

Konservative: Pullertløsning i Storegade

Debatindlæg af Bo Vestergaard Hansen, formand for Konservative i Randers Kommune
De seneste dage er der skrevet meget om problemerne med trafikken i Storegade. Problemet med, at køretøjer kører i gaden uden for det tilladte tidsrum, er dog ikke nyt.
Tillad mig derfor at gøre opmærksom på, at Konservatives budgetforslag for ca et år siden indeholdt en pulje på 3 mio kroner til “Midtbyen som attraktivt handelsområde, herunder etablering af hæve-sænke pullertløsning til trafikregulering i Storegade”, hvoraf de 1,5 mio kr. skulle anvendes i 2017.
Intensionen bag forslaget var, at de erhvervsdrivende og beboerne i samarbejde med kommunen skal udvikle løsningsforslag, som kan sikre trafiksikkerheden og samtidig sikre adkomst til Storegades ejendomme. Konservative vil nemlig gerne lave løsninger i samarbejde med borgerne. Og en hæve-sænke pullert-løsning er ikke raketvidenskab. Vi har den jo allerede i midtbyen ved indkørsel til “Sløjfen”.
“Politiet må på banen” er der nogen der mener. Jovist, men de kan jo desværre ikke være alle steder. Og kommunen laver jo også fartdæmpende initiativer andre steder – netop i den erkendelse, at der altid vil være trafikanter, der bryder færdselsloven og politiet ikke kan være tilstede altid.
Desværre kan jeg  konstatere, at repræsentanter fra andre partier vil lukke hele midtbyen af for trafik. Men det er en helt anden debat og et ødelæggende forslag for bevarelsen af handelslivet i Randers midtby. Lad os istedet nu samles om pragmatiske løsninger sammen med borgerne og de erhvervsdrivende. Læg det ideologiske korstog til side, tak.
For Storegade er en hyggelig gade med udeservering. Den skal selvfølgelig ikke spoleres af ulovlig og farlig gennemgående trafik af biler. Stod det til Konservative, ja så havde vi allerede en brugbar løsning nu. Derfor vil Det Konservative Folkeparti igen bringe emnet ind til dette års budgetforhandlinger. I håb om at andre partier denne gang nu er mere lydhøre over for at løse problemerne og sætte handling bag ordene. For Det Konservative Folkeparti er det vigtigt at bevare en attraktiv midtby til gavn for kommunens borgere og turister.

Kommentarer