Randers By

Konservative klar til budget

Daniel Madié, Gruppeformand for Konservative i Randers. Pressefoto.

Debatindlæg af Daniel Madié,
Gruppeformand for Konservative i Randers

På torsdag i næste uge går vi for alvor i gang. Det er dagen, hvor byrådsmedlemmerne medfølgende folk fra partiorganisationerne, bydes indenfor hos kommunens regnskabsafdeling til økonomisk briefing.

Hvordan ser kommunens finanser ud – ”rigets tilstand” om man så må sige. Hos Konservative ser vi altid frem til denne dag med lige dele skræk og forventninger.

Skræk fordi det næste notorisk er sådan, at vi får nogle røde tal og grafer at se, der indikerer nødvendigheden af høj økonomisk omtanke iblandet visse sparerøvelser. Vi får beskrevet sort på hvidt, at det at drive en stor midtjysk industri- og landkommune bare ikke er en guldrandet overskudsforretning.

Forventninger fordi det også er denne dag hvor kommunens direktion ”klæder os på” med deres faglige erfaringer fra året der gik og deres idéer fremadrettet for året der kommer. I den Konservative delegation finder vi det altid spændende og opløftende at blive inspireret på den måde af mennesker der hver især er så dygtige inden for et fagområde.

Allerede inden mødet på torsdag har vi gjort os nogle tanker og forhåbninger. Vi ønsker altid gerne at være en del af et budgetforlig, blot vi kan se klare konservative aftryk. Det er helt naturligt at vores parti, medlemmer og vælgere skal have noget for vores bidrag.

Vi går til forhandlingerne i september først og fremmest for at finde de steder hvor vi kan blive enige. Det er nemlig alletiders start – lad os tage nogle stik hjem!

Spaltepladsen er begrænset, men her er meget kort beskrevet 3 gode bud på forligsområder set med vores konservative øjne:

– Folkeskolerne i kommunen skal have budgetter der står mål med de resultater som vi beder dem levere. Det er kun rimeligt.

– Aftale om etablering af den nye havnevej. Et infrastrukturprojekt der på en gang slår tre fluer! – det vil mindske den latente trafikknude på Randers bro, sætte en milepæl for havnens muligheder for udvidelse og dermed være et lille startskud for byudviklingsprojektet ”Byen til vandet”. Hva’ be’ har’ ? Tre med ét smæk.

– Et større erhvervspolitisk fokus på kommunens turismeerhverv. Jeg deltog forleden dag i et spændende seminar om turisme – ”Hvordan får kommunen flere besøgende turister”? Der er rigtig mange penge, og dermed arbejdspladser i turismeerhvervet. En sand overskudsforretning set fra en kommunaløkonomisk vinkel, og Randers har noget at komme efter – lad os investere i det!

Kommentarer