Debat og politik

Konservative går i valgforbund med den nye liste Fusion Randers

fra højre: Jesper Bræmer (Fusion Randers), Daniel Madié (Konservative), Morten Munk Andresen (Fusion Randers), Bo Vestergaard Hansen (Konservative)

Fælles pressemeddelelse fra Konservative og Fusion Randers

Torsdag gik to repræsentanter for henholdsvis Konservative i Randers og Fusion Randers ind på borgmesterkontoret for at aflevere deres officielle papirer om valgforbund. Fusion Randers og Det Konservative Folkeparti har indgået valgforbund.

– Gennem de samtaler der har været afholdt mellem parterne, er det blevet tydeligt at vi søger samme mål. Begge parter går ind i kommunalvalgkampen med forudsætningen for, at lave kompromissøgende samarbejde, med så bred en palette af ideer og løsninger som muligt. udtaler Daniel Madié, borgmesterkandidat for Konservative.

– Det er afgørende for alt samarbejde at det baserer sig på ærlighed og tillid, og derfor finder både Konservative i Randers og Fusion Randers, at det er naturligt at tilbyde det valgtekniske forbund til vælgerne. Det betyder samtidig at valgforbundet ikke indeholder egentlig politik, men vigtigst af alt, så er der ingen aftaler vedrørende poster eller anden handel på vælgernes vegne, inden vælgerne har talt”, siger Morten Munk Andresen, kandidat for Fusion Randers.

– Ved et hvert valg er der altid nogle overskydende stemmer fra hvert parti eller liste. Med vort valgforbund sikrer vi os at stemmer forbliver i borgerlig lejr og på kandidater, der vil lytte til borgerne og det brede samarbejde.” tilføjer Bo Vestergaard Hansen, Formand for Konservative.

Valgforbundet ønsker alle vore med- og modspillere et godt valg, og vi glæder os over den store energi og entusiasme vi oplever i det politiske miljø.

Kommentarer