Debatindlæg af Christina Kjærsgaard, Byrådsmedlem (Q), Dronningborg

Det er ikke udelukkende på Christiansborg, at politik er en beskidt branche. Også på kommunalt niveau har jeg de seneste uger oplevet, hvordan politik organiseres, når det er værst.

Jeg kan blot konstatere, at Det Konservative Folkeparti desværre ikke ønsker at have mig ombord, på trods af at jeg i den grad har været med til at sikre, at partiet fik fire kandidater i byrådet modsat tidligere, hvor det var partiets spidskandidat Daniel Madié, der kun evnede at få sig selv valgt ind i byrådet.

Der var i valgkampen højt til loftet hos De Konservative. Og stor var min forventning til et fremtidigt samarbejde i partiet. Allerde før stemmerne var talt op efter valget havde Daniel Madié og den konstituerede formand Christian Hartmann, sagt ja til at underskrive konstitueringspapirerne på vegne af hele det konservative hold. Der var ikke et ønske om at finde et fælles fodslag og planlægningen af De Konservatives poster i byrådet for de næste fire år blev ikke diskuteret. Daniel Madié var interesseret i, hvad der var bedst for ham, hvor formandsposten i Havnen/Flodbyen stod aller øverst på ønskelisten. Ikke meget med konservative kerneværdier at gøre!!

Jeg er ikke levebrødspolitiker. Jeg er ikke afhængig af mine politiske poster i byrådet. Jeg er skolelærer og har et godt job! Derfor har lønningerne, som kommunalpolitikerne modtager for at sidde i byrådet, ikke en betydning for mig. Det er ikke derfor, at jeg bruger masser af tid på lokalpolitik!

De konservatives spidskandidat, Daniel Madié, mener ikke, at det med at overholde en aftale, er noget, som man skal tage sig af. Han ønskede derimod, at de fire konservative byrådskandidater skrev under på en håndfæstning om, at man fortsat vil arbejde for en Klimabro. Det havde to af dem jo ikke noget imod. Daniel Madié og han skolekammerat, Bo Vestergaard, synes at det var alletiders. Bo Ratz og jeg har derimod haft stor fokus på valget af en Østbro. Partiet er således styret af en ekstrem magtfuldkommenhed fra en spidskandidat og desværre også en bestyrelsesformand, der ikke ønsker at opfylde vælgernes tillid. Men sådan går det jo, når man får tårnkuller på magtens tinder.

Vi var en del, der stillede op for Det Konservative Folkeparti med løftet om at kæmpe for en Østbro. Men når det kommer til at underskrive en aftale, som omkring 3000 konservative vælgere i Randers kommune nok er direkte imod, så bliver man jordet af Daniel Madié og bestyrelsesformanden, der har førsteret til at vide bedst.

Jeg ved, at jeg har været en trussel for Daniel Madié i valgkampen og ligeså efter, ja det har den siddende bestyrelsesformand sagt direkte til mig. Jeg blev i begyndelsen af valgkampen spurgt af Christian Hartmann, om jeg var parat til at overtage ledelsen, hvis jeg fik flere personlige stemmer end Daniel Madié.

Dette og flere samtaler med vælgere og kandidater bevidner og bekræfter mig i, at presset var så stort på Daniel Madie, at han med de ynkelige midler, som han og dele af bestyrelsen evnede, har gjort deres for at få mit politiske fundament og ståsted gjort så vakkelvornt, som de kunne.

I Randers har vi en valgprocent på sølle 64%. Vi er iblandt bundskraberne, hvad tillid til lokalpolitikerne angår. Folk ved, at de ikke får noget som helst ud af at gå til stemmeurnerne, for den siddende elite bestemmer alligevel. Det er godt nok trist. Selv med kommunens miserable valgdeltagelse, så fik jeg et godt valgresultat på 1067 personlige stemmer (syvende flest i Randers byråd); vælgere, som satte deres kryds hos Christina Kjærsgaard (C), fordi de kender mig, fordi de er konservative og fordi jeg var den eneste (valgte)borgerlige byrådspolitiker, der ønskede en Østbro! Og hvad skal man så gøre, når man efter valget finder ud af, at man er uønsket i sit eget parti – Det Konservative Folkeparti, fordi partiet på trods af aftaler om højt til loftet pludselig kræver, at man skal stemme for en Klimabro.
Så i stedet for at svine mig til og latterliggøre mig i lederen i Randers Amtsavis den 8. december, så burde avisens chefredaktør Axel Præstmark måske begynde at interessere sig mere for den ualmindelig ringe valgdeltagelse kommuen har og samtidig lave en dybdegående research på de politikere, som sidder i byrådet. Hvad er det, de bidrager med? Hvilket job bestrider de i dagligdagen? Hvad er deres bevæggrund i det hele taget for at ville sidde i byrådet? Hvad gør dem egnede til at forvalte borgernes interesser?

Og til Axel Præstmark; Forskellen fra landspolitik til nærpolitik er netop at vælgerne stemmer på en person, som de har tillid til. Det er derfor, at der findes borgerlister, hvor man kan stemmer på en person, som varetager ens specifikke interesser. Østbrolisten er en borgerliste og netop ikke et parti.

Jeg er konservativ af hele mit hjerte og det bliver jeg ved med at være. I de næste fire år kæmper jeg for de konservative værdier sammen med Østbrolisten. Og til de vælgere, som stemte på mig, så lover jeg, at jeg ikke vil skuffe dem. Jeg vil derimod arbejde for min plads i Det Konservative Folkeparti den dag, man ønsker en anden spidskandidat end Daniel Madié.

I mellemtiden arbejder jeg nu sammen med gode og dygtige folk i Østbrolisten, Peter Kjeldsen og Erik Bo Andersen, som begge er rundet af de samme borgerlige værdier, som jeg er. Det bliver godt og jeg kan blot sige til de 1067 borgere, der valgte mig til, at jeg håber, at de en dag vil være med til at støtte mig i, at Det Konservative Folkeparti ikke fremover skal lide den tort at have en spidskandidat, der hverken er ordholdende eller er optaget af at sætte det bedst tænkelige hold med afsæt i stærke borgerlige politikområder. Det er trist og meget skuffende.