Randers By

Konkursramt maskinforretning ender på stor maskinauktion

Foto: John Deere.

Jysk Maskincenter føres ikke videre – i stedet skal maskinerne sælges fra på stor maskinauktion om kort tid.

Der kan blive muligheder for nogle gode tilbud til maskinfronten her i november. I hvert fald står det nu klart, at maskinerne fra den konkursramte Agco-forhandler Jysk Maskincenter i Randers skal sælges via en maskinauktion senere på måneden.

– Vi sælger virksomhedens bygninger og lager, og så ender maskinerne på en auktion, oplyser kurator, advokat Jørgen Hauschildt fra Bech Bruun i Aarhus til LandbrugsAvisen Maskiner.

Oversigten over maskinerne er endnu ikke klar, men forventes at være på plads i løbet af de kommende uger.

– Vi går efter, at vi sat en god auktion op i slutningen af november, så vi har tid til det, og at der samtidig ikke går for lang tid, siger han.

Egenkapital i minus

Jysk Maskincenter blev erklæret konkurs 12. oktober klokken 15 af skifteretten i Randers. Selskabet, der dækker et større område i Østjylland, har de seneste to regnskabsår gået med større underskud på senest 7,3 millioner kroner og knap 12 millioner kroner året før.

Situationen blev efter seneste regnskabsår så kritisk, at egenkapitalen gik i minus. Dengang oplyste Jysk Maskincenter, at bl.a. omkostninger ved at samle fire afdelinger til én havde kostet ekstraordinært samtidig med, at virksomheden måtte nedskrive værdien af overtagne reservedele og maskiner.

Kommentarer