Land og by

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender selskabet Flodbyen P/S

Visualisering af Brotoften, der med sin unikke placering på kanten af Gudenådeltaet bliver Flodbyens nye grønne boligkvarter. Det forventes, at byggeriet af de første boliger går i gang i 2023. Foto: Randers Kommune.

Arealudviklingsselskabet for Flodbyen Randers, Flodbyen P/S, er netop godkendt af konkurrencemyndighederne. Dermed kan selskabet nu stiftes og bestyrelsen nedsættes. Allerede i 2023 forventes det første spadestik til byggeri på Brotoften.

“Jeg er rigtig glad for, at nu skal i gang med det konkrete arbejde i Flodbyen P/S sammen med AP Ejendomme. Vi har et fantastisk område, hvor vi i fællesskab skal udvikle fremtidens bydel med luft, natur, liv og i respekt for vores historie. Samtidig vil der med Flodbyen blive taget væsentlige skridt i forhold til klimasikring af Randers,” siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune. 

Stor interesse

Samarbejdet om et arealudviklingsselskab for Flodbyen mellem Randers Kommune og AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, blev annonceret i februar 2022, og siden har Randers Kommune oplevet stor interesse fra potentielle købere, der er interesserede i, hvornår de første byggeretter i Flodbyen bliver sat til salg af det nye selskab Flodbyen P/S. Der var blandt andet stor interesse på den internationale investeringskonference MIPIM i Cannes i foråret. 

“Derfor har vi fokus på at komme hurtigere ud af starthullerne end forventet. Jeg er ikke i tvivl om, at interessen både skyldes en sublim beliggenhed og ikke mindst det bundsolide arbejde, der er gjort med forundersøgelser, udviklingsplan og kvalitetskrav, ligesom der er tænkt hele vejen rundt om både byudvikling, klimasikring og infrastruktur på baggrund af en robust og balanceret økonomimodel. Og så ligger der også en blåstempling i, at en stor og seriøs spiller som AP Ejendomme ønsker at være med. Vi glæder os til for alvor at kunne tage hul på samarbejdet med AP Pension i Flodbyen P/S,” siger Claus Berggren, formand for Erhvervs- og Planudvalget i Randers Kommune.

Arealudviklingsselskab

Randers Byråd besluttede på byrådsmødet den 31. januar 2022 at udpege AP Ejendomme (AP Pension) som vinder af udbuddet om at blive en del af et arealudviklingsselskab for Flodbyens etape 1 og 2. Herefter gik det forberedende arbejde med at stifte selskabet i gang. Derfor blev der også indsendt en ansøgning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Der er nemlig EU-krav til selskabet, fordi både Randers Kommune og AP Pension har milliardomsætninger, som overstiger de fastsatte grænseværdier. Der var derfor behov for at tjekke, at samarbejdet ikke er af en karakter, som lægger begrænsninger på den frie konkurrence. Og nu er selskabet godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. 

Når selskabet er endeligt etableret i løbet af maj måned, forventes det, at der allerede inden sommerferien vil være drøftelser med købere forud for en endelig beslutning i bestyrelsen om købsaftaler – som er betinget af endelige lokalplaner. Her vil fokus særligt være på at finde de rette partnere, som deler Randers Kommunes og arealudviklingsselskabets visioner i forhold til at ramme Randers-DNA’et, variation i boligformer og -typologier, høj kvalitet i byggeri og anlæg, bæredygtighed m.v. 

“Vi er i AP Ejendomme meget begejstrede for, at Randers Kommune har valgt os som partner til arealudviklingsselskabet. Sammen skal vi udvikle Flodbyen over de kommende år. Jeg er også rigtig glad for at mærke den store interesse i markedet for at blive en del af udviklingen af Flodbyen, hvilket blot bekræfter os i, at vi så helt rigtig, da vi valgte at investere i Flodbyen Randers. For folk har fået øjnene op for, hvad Randers kan, og hvilken perle det her er,” siger Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme. 

Det forventes, at der bliver taget første spadestik på de første boliger på Brotoften medio 2023

Kommentarer