Debat og politik

Kommunale byggegrunde i landdistrikterne

Debatindlæg af Lars Søgaard, Langå – Randers Byråd (V), formand Landdistriktsudvalget

Som formand for Landdistriktsudvalget er det en stor fornøjelse at følge sagen om byggegrunde i bl.a. Øster Tørslev gennem udvalgene i kommunen.

Sagen får opbakning fra alle de repræsenterede partier og lister på sin vej gennem systemet, og vidner om et byråd der (om ikke andet så i denne sag…) står sammen når det gælder fokus på udvikling i landdistrikterne. Det er positivt. Hvis sagen også stemmes igennem byrådet – som det tyder på med opbakningen i udvalgene –kan kommunen se frem til, at der i første omgang byggemodnes 15 grunde i Øster Tørslev, men derudover også, at der rettes et fokus på mulighederne for en kommunal udstykning i Havndal, ligesom en eksisterende udstykning (som ligger stille) i Fårup undersøges mht. en konvertering til rækkehuse.

Kommunen tilstræber, at der er et godt udbud af byggegrunde geografisk fordelt over kommunen. Boligmarkedet er dynamisk, og vi skal som kommune til stadighed holde fokus på området, og særligt holde fokus på, om der er områder hvor markedskræfterne ikke kan møde en pågældende efterspørgsel.

Hvis man kigger ud over Randers Kommunes landdistrikt, så er der desværre områder, hvor markedskræfterne, af forskellige årsager, ikke kan løfte opgaven med at sikre et udbud af byggegrunde, i disse tilfælde, er det en offentlig opgave at sørge for, at der er et varieret udbud dækkende kommunens geografi. Jeg glæder mig til at følge sagen til dørs på mandagens byrådsmøde, og ikke mindst glæder jeg mig til efterfølgende at byde velkommen til endnu flere tilflyttere til vores fantastiske landdistrikter.

Kommentarer