Debat og politik

Kommunal folkeafstemning om privatisering af veje

Jens Peter Hansen.

Debatindlæg af Jens Peter Hansen.

Et enigt Byråd valgte kort inden KV17 rigtig gik i gang, at sparke den ubehagelige sag om privatisering af veje til hjørne (mange af os ville gerne have sparket den endnu længere ud – så langt væk, at vi ikke ville kunne genfinde sagen).

Borgerne har aldeles ikke sparket sagen til hjørne. Sagen bliver typisk rejst på vælgermøder, og håbefulde kandidater i panelet sørger næsten alle fra en kant af at love, at de vil stoppe privatiseringen.

Jeg er medlem af Miljø- og teknikudvalget. Her har forvaltningen i flere omgange fremlagt sagen for os. Budskabet er, at vi ikke blot kan stoppe, idet borgerne skal behandles ens. Denne ligebehandling kan ske ved at fortsætte privatiseringen, eller ved i stedet at opklassificere alle private fælles veje, sådan som det er sket i Favrskov kommune.

I Favrskov har de 278 km private fælles veje, og merudgiften ved at opklassificere frem for at nedkvalificere er 11 mio kr. om året. I Randers har vi cirka 400 km.

Jeg forudser, at det bliver svært byrådet at beslutte, hvad vej Randers skal gå. Det er et valg mellem pest og kolera: Fortsættelse af privatiseringen betyder masse af utilfredse borgere, og alternativet opklassificering betyder, at der er i størrelsesordenen 15 millioner mindre til børn, skole og ældre.

En vej frem kunne være, at lægge ansvaret ud til borgerne ved at gennemføre en bindende folkeafstemning. Uanset resultatet af en sådan afstemning er jeg overbevist om, at borgerne i langt højere grad vil respektere beslutningen i modsætning til, at beslutningen træffes af Byrådet.

Kommentarer