Kultur

Kom til vild middag og oplev hvordan den vilde natur smager

Man behøver ikke at tage på fin restaurant for at få en smagsoplevelse for livet. I juni måned 2021 kan du deltage i en ‘vild middag’ og smage på alt det, den danske naturs spisekammer har at byde på. Smag, sæson og råvarer er i højsædet, og måske bliver du ovenikøbet klogere på, hvordan du kan bruge naturen i din egen madlavning.

Naturen i forsommeren bugner af velsmag og vilde råvarer, og byder på alt fra landskabets væld af urter til havets hornfisk og skovens råger. Vild Mad – som er en del af det større projekt Vores Natur – har sat sig for at give danskerne endnu flere vilde madoplevelser, som de sent vil glemme. I juni måned inviterer projektet derfor endnu engang danskerne til en række vilde middage, hvor der skal smages på de lækre råvarer, naturen stiller til rådighed.

Spis vildt fra naturen

I år er der ikke udelukkende fokus på selve smagsoplevelsen, middagsgæsterne vil nemlig også blive introduceret for jagt, sankning og/eller fiskning, sådan så de når hele vejen rundt om måltidets tilblivelse. Håbet er, at det vil inspirere danskerne til at se de mange muligheder der er, når man spiser vildt fra naturen.

“De Vilde Middage er en invitation til danskerne om at komme ud og smage på den danske natur og blive klogere på at bruge den i køkkenet derhjemme. Vi håber på, at vi gennem alle de vilde middag landet over, kan give danskerne en fed oplevelse, som også inspirerer og giver ny viden om, hvordan man kan tænke vilde råvarer ind i hverdagsmenuen på en sjov og overskuelig måde” forklarer Vild Mad, Vores Natur.

I disse år er det blevet mere og mere populært at sanke og finde sine egne svampe, bær, urter, fisk og vildt i naturen. Kogebogsmarkedet bugner med nye bøger om naturen og kendte kokke eksperimenterer med det, vi kan finde lige uden for hoveddøren. Og det er ikke for ingenting, for det at bruge råvarer i køkkenet, vi selv har plukket, fisket eller jaget os frem til, skaber for mange en større forståelse for måltidet og for naturen, der omgiver os. Og så smager det i øvrigt også godt!

De vilde smagsoplevelser vil blive slået an i et brag af en vild forsommer, som du kan blive en del af ved at tilmelde dig en af de mange vilde middage.

Deltag selv i en vild middag

Har du lyst til at deltage i en vild middag, så gå ind på Vores Naturs site og kig i kalenderen – der er middage landet over juni måned ud.

Download VILD MAD-appen og lav din egen vilde middag. Appen hjælper dig til at finde og tilberede et hav af vilde råvarer i hele landet. Find VILD MAD-appen her.

Du kan selvfølgelig også lave din egen vilde middag af de lokale råvarer, du har til rådighed i dit område. Her kan du med fordel downloade VILD MAD-appen, som guider dig og hjælper dig med at finde rundt i naturens spisekammer. Download appen på vildmad.dk.

Bag om Vild Mad

Vild Mad er en del af projektet Vores Natur. Bag Vild Mad står VILD MAD, Praktisk Økologi, Danmarks Jægerforbund og Danmarks Sportsfiskerforbund, som alle glæder sig til at give danskerne vilde madoplevelser.

Vores Natur er et samarbejde mellem DR, Danske Naturhistoriske Museer, Friluftsrådet og Naturstyrelsen. Projektet er støtte af Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Aage V. Jensen Naturfond.

Kommentarer