Debat og politik

Klokken er slået Hal 4

Debatindlæg af Anders Burlund, Spidskandidat Liberal Alliance Randers.

Hal 4 har været et meget varmt emne i valgkampen og med god grund. Selvom Liberal Alliance ikke har været med i beslutningen omkring Hal 4, er vi klar med konkrete forslag til at gøre det til en succes.

Uanset om man er for eller imod projektet er beslutningen taget, og nu skal debatten og Randers også videre. Liberal Alliance vil kæmpe for, at der kommer flere hoteller og sengepladser i Randers.

Hotel, handel og Hal 4 går hånd i hånd.

Når de store messer og sportsevents skal fylde Hal 4, er vi nødt til at tage imod de mange spillere, forretningsfolk og fans der kommer til Randers. Det giver ikke meget mening, at vi kan afholde en stor erhvervsmesse, hvis de besøgende derefter søger mod Aarhus for at finde overnatning.

På samme måde skal medrejsende fans have mulighed for at finde overnatning, hvis vi på et tidspunkt får en større slutrunde til Randers. De besøgende i vores by nøjes jo ikke med at blive på hotellet og i hallen.

De går ud i byen og spiser på en af de mange gode restauranter vi har i vores by. De går i Storegade og drikker en øl efter kampen, eller efter man har lukket en aftale. De går i butikkerne i Randers og køber stort og småt og er med til at støtte vores detailhandel.

Tag nu ja hatten på.

Selvom vi har flere ”skæverter” i Randers, så er vi også nødt til at prøve noget nyt engang i mellem. Vil vi være en kommune i udvikling og ikke afvikling, er vi nødt til satse på en helhedsindsats omkring Hal 4. Det betyder også at vi er nødt til at kigge på parkeringssituationen omkring hallen.

Selvom placeringen i manges øjne ikke er ideel, kan vi ikke flytte et allerede besluttet projekt. Det er ikke en kommunal opgave at sørge for at Hal 4 bliver fyldt. Men det er en kommunal opgave at arbejde for at sikre infrastrukturen er i orden.

På samme måde som det er en klar kommunal opgave at sørge for, at dem der ønsker at oprette hoteller i Randers bliver taget godt i mod og får en god service, så det ikke er kommune eller byråd der står i vejen for flere sengepladser. Det vil vi arbejde for i Liberal Alliance.

Kommentarer