Klima-kræfter i sving trods Corona
Til trods for at en del af arbejdet foregår hjemmefra, så er Randes Kommunes team for bæredygtighed og cirkulær økonomi absolut på arbejde og fortsætter med at være på arbejde efter påske.
Arbejdet hen mod en bæredygtig fremtid fortsætter ufortrødent, selvom klimakrisen for en tid har overladt overskrifterne til coronakrisen. Randers Kommune deltager blandt andet i projektet ’DK2020’, hvor kommunen er udvalgt af Realdania og den grønne tænketank Concito. Det giver gode rammer for at følge i fodsporene på de mest klimaambitiøse byer i verden sammen med 20 andre danske kommuner, der skal være CO2-neutrale i 2050.
Sætter ind på alle fronter
Og i den kommende tid vil der blive skruet op for bæredygtige indsatser. Mette Korsgaard Harbøll er nyansat som koordinerende kraft inden for bæredygtighed i kommunen. Men den nye dagligdag på Laksetorvet varede kun halvanden måned, før regeringen sendte en række offentligt ansatte hjem for at mindske Corona-smitten.
Kontakten til de nye kolleger bliver dog holdt godt ved lige, og beskederne flyver afsted via e-mail, telefon og videomøder. Især blandt medarbejderne i kommunens tværgående team for cirkulær økonomi.
– Skype-møder fungerer rigtig godt, også selvom der er mange på linjen på én gang. Jeg tror faktisk, at vi i højere grad kommer til at bruge videomøder i fremtiden – det er jo også klimavenligt, at der ikke er så mange, der skal starte bilen – siger Mette Korsgaard Harbøll med et smil.
Fuld fart frem efter Corona
– Fra hjemmearbejdspladserne forhandler vi med leverandører, vi lægger planer, og vi koordinerer indsatsen – fortæller Mette Korsgaard Harbøll – Vi gør os klar til at lande i fuld fart, når arbejdspladsen åbner igen.
– Jeg tror på, at vores store fokus på klima og genanvendelse kan være med til at sætte Randers Kommune på landkortet over for både iværksættere og tilflyttere. Grøn omstilling betyder nye forretningsmuligheder, og de unge og børnefamilierne kan vi tiltrække med kommunens bæredygtige profil og vores store naturværdier – slutter Mette Korsgaard Harbøll.
Kommentarer