Samfund

Kirsten fra ”Kragerne” og Station K løb med priserne til årets landdistriktskonference

Kirsten Sjøberg (th) fra foreningen De Frivillige Krager i Fårup blev kåret til årets ildsjæl. Her fotograferet sammen med Anne Hjortshøj fra landdistrikstudvalget i Randers Kommune. Foto: Jan Szwed.

Randers Kommunes Landdistriktsudvalg havde igen i år inviteret til landdistriktskonference. Vanen tro blev der uddelt priser til årets ildsjæl og årets initiativ. Kirsten Sjøberg fra foreningen De Frivillige Krager i Fårup blev kåret til årets ildsjæl, mens Station K fra Langå tog prisen for årets initiativ.

Til årets konference var der flere foreninger og ildsjæle, der var blevet nomineret. De blev alle præsenteret, og dermed var spændingen bygget op, inden henholdsvis fmd. for landdistriktsudvalget Lars Søgaard og næstefmd. Anne Hjortshøj kunne afsløre hvem der blev årets vindere. I kategorien årets initiativ var der i alt 11 tiltag og foreninger, der var nomineret, mens der i kategorien årets ildsjæl var i alt 12 ildsjæle nomineret. Station K modtager en pris på 25.000 kr., mens Kirsten Sjøberg Sørensen modtager en pris på 10.000 kr.

Alle har haft mulighed for at nominere kandidater til priserne, mens landdistriktsudvalget herefter har peget på, hvem af de nominerede der skulle vinde priserne.

Vinder af årets initiativ – Station K
Langå Stationsforening, som driver Station K, er en foreningen stiftet af en gruppe borgere fra Langå med det formål at udnytte stationsbygningen i Langå, der i mange år havde stået tom. Foreningen er drevet af byens borgere og ledes af en bestyrelse på ni medlemmer. ”K’et” i Station K står bl.a. for knudepunkt, kreativt iværksætteri, kaffe, kulturarv. Stationen rummer i dag en café, to musiklokaler, seks kontorer og et møderum, som alt sammen kan lånes eller lejes af dem, der måtte have brug for det. Siden Station K blev dannet har der bl.a. været afholdt flere vellykkede koncerter.

I beskrivelserne af, hvorfor netop Station K skulle vinde prisen som årets initiativ er det blevet påpeget, at Station K er et initiativ, som er til gavn og glæde for byen og rigtig mange af dens borgere, både børn, unge og voksne, som i Station K har fået et unikt sted at mødes omkring musik samt et kreativt miljø, hvorfra også udspringer andre initiativer til byens vel og fællesskab. Station K tiltrækker mange til deres koncerter, ildsjælene får ting til at ske og det får omverdenen til at komme til Langå. Med deres engagement og aktivitet er de med til at holde liv i de gamle stationsbygninger, og dermed bevare en stor del af byens identitet.

Vinder af årets ildsjæl – Kirsten Sjøberg Sørensen
Kirsten Sjøberg Sørensen er meget aktiv i De Frivillige Krager, der er tilknyttet Fårup Ældrecenter. “Kragerne” gør bl.a. meget for at skabe aktiviteter for de ældre. I begrundelserne for, hvorfor netop Kirsten skulle vinde de 10.000 kr., nævnes bl.a., at Kirsten er en ildsjæl og brænder for at give de ældre i Fårup og specielt beboerne på Fårup Ældrecenter en alderdom med mange “stjernestunder”.

Hun har været initiativtager til foreningen “ De frivillige Krager” som nu har eksisteret i mere end 10 år. Det er medarbejdere og tidligere medarbejdere som arbejder hårdt for at skaffe økonomi til gavn for de ældre. Hun er iderig mht nye initiativer og formår at få medlemmerne med til det nye. I år skal beboerne på plejehjemmet fx på ferie i Blokhus i et stort sommerhus sammen med en stor del af “kragerne”. Når der er arrangementer på plejehjemmet husker hun altid på de ældre i byen, så de får mulighed for at deltage. Hun er et oplagt emne til prisen. De initiativer hun får sat igang kan jo komme os alle til gode, da vi alle bliver ældre og ældre.

Kommentarer