Randers By

Karoline er 17 år, ordblind og meget fast bruger af biblioteket

Mød Karoline Kornerup til temadag på Randers Bibliotek den 6. oktober om ordblindhed.

17-årige Karoline Kornerup er en ivrig låner, flittig læser og ordblind. Hun er med, når Randers Bibliotek holder temadag om ordblindhed den 6. oktober – en dag, som er rigtig vigtig for ordblinde som Karoline.

17-årige Karoline Kornerup er en af de ordblinde læsere, der besøger Randers Bibliotek ofte.

– Jeg læser en del bøger og bruger biblioteket til at hente fysiske bøger. Jeg læser meget blandet, men mest realistiske bøger og Young Adult, fortælle Karoline Kornerup.

I 3. klasse bliver Karoline screenet for ordblindhed og får via skolens støttecenter hjælp til at læse. Karoline Kornerup læser i dag helt almindelige bøger, som hendes jævnaldrende også læser. Hun går i dag på HF i Randers og bruger her de hjælpemidler, hun har brugt gennem hele skoletiden. Hun mærker dog, hvor vigtigt det er, at blive ved med at læse af lyst.

– Jeg træner min hjerne til at huske ord, og da jeg var på efterskole læste jeg ikke så meget, så her på HF skal jeg lige træne det op igen. Jeg er nødt til at vedligeholde det, fortæller Karoline Kornerup.

Temadag om ordblindhed

Randers Bibliotek holder ordblindetemadag den 6. oktober, hvor ordblinde elever fra 4. klasse og op til ungdomsuddannelserne kommer ind på biblioteket til ordblindeløb og workshops. Her kan eleverne komme på fotojagt, besøge en læsehund og få boganbefalinger.

Om eftermiddagen fra kl. 15 fortsætter temadagen for alle interesserede. Her vil ordblinde mentor Christian Bock og Ronnie Andersen, der er forfatter og ordblind fortælle om emnet. Der vil også være en kort BookTalk med Signe Winther Brinkmann og Susanne Brandt Nielsen fra Randers Bibliotek.

Karoline Kornerup vil også være til ordblindetemadagen på Randers Bibliotek den 6. oktober, og det er for hende vigtigt, at ordblinde kan mødes til denne temadag.

– Det er rigtig godt med en temadag, for det var der ikke, da jeg var mindre. Da man var mindre, følte man sig dum. Jeg var den eneste ordblinde, mens jeg gik i folkeskolen. Det var først, da jeg kom på efterskole, at jeg mødte andre ordblinde, fortæller Karoline Kornerup.

Ordblindhed på biblioteket

  • Randers Bibliotek tilbyder længere udlånstid på bøger, hvis man er ordblind
  • I underetagen på hovedbiblioteket kan man finde et område, der er specielt indrettet med hyggelige møbler og god plads til de mange lette materialer og lydbøger.
  • Randers Bibliotek har nogle skønne og søde læsehunde til rådighed, hvis dit barn brug for at læse for en rolig lytter. Se mere på https://www.randersbib.dk/laesehunden

Kommentarer