Debat og politik

Kaffe med coronaregler

Læserbrev af Louise Høeg (V), medlem af Randers Byråd

Så fik restauranter og øvrige serveringssteder endelig lov til at åbne. Med restriktioner – rigtig mange restriktioner.

Nogle restriktioner er gengangere fra sidste år – mens kravet om coronapas ved indendørs servering samt en reservation, der er foretaget af gæsterne mindst 30 min. før ankomsten, er nye. Restaurationsbranchen er en af de hårdest ramte brancher, og i stedet for at rådføre sig med dem ift. planlægningen af åbningen, så kaster man bare endnu en regel ind i 11. time. Det er langt fra at være ordentligt over for de mange, der glæder sig til at få gæster på deres serveringssteder igen, – og som kæmper en barsk kamp mod de røde tal på bundlinjen. Man planlægger normalt ikke, hvornår man lige trænger til en kop kaffe, eller er sulten til frokost, når man eksempelvis er på shopping i Randers City eller Randers Storcenter. Så det siger sig selv, at 30 minutters-reglen vil resultere i en, endnu, mindre omsætning. For de serveringssteder, der normalt slet ikke har tidsbestilling, er situationen endnu værre, og det er forståeligt, at de nu venter med at åbne til reglen er fjernet. 

Arealkrav på to m2 for siddende gæster og 4m2 for stående, krav om en meters afstand mellem gæster ude og inde, sidste udskænkning kl. 22.00 og lukketid kl. 23.00. Indførsel af selvbetjeningsløsninger, krav om afstandsmarkeringer, styring af gæstestrømme, mundbind og visir for gæsterne indendørs. Der er mange regler for serveringsstederne. 

Som kommune kan vi ikke ændre på coronareglerne, men vi kan søge at støtte på andre måder. Eksempelvis ved at få mulighed for kviktest i Randers City, som foreslået af Christian Brøns og Michael Aastrup – Der jo eksempelvis også krav om coronapas på vores bibliotek og museer nu, – så mulighed for kviktest i city er både oplagt og rimeligt.

Kommentarer