Randers By

Kærlighed og humor hjælper mig gennem livet

TV-legenden, Poul Thomsen. Pressefoto

Den bedste medicin mod sorg og sygdom er kærlighed og humor. Det siger den folkekære TV-legende Poul Thomsen i dette eksklusive og åbenhjertige interview med Randers Netavis i anledning af, at han i morgen den 29. juni kan fejre sin 80-års fødselsdag

Gennem 25 år var han et af dansk fjernsyns mest kendte og mest elskede ansigter, når han uge efter uge optrådte på skærmen og på sin ligefremme og uhøjtidelige måde spredte familiehygge tilsat konkret viden ud i stuerne. Og der er næppe nogen, der som han har været en sikker vinder år efter år, når læserne af Se og Hør og Billed-Bladet blev bedt om at kåre en TV-favorit. Poul Thomsen var med sine mere end 600 udsendelser for en hel generation en fast bestanddel af dansk fjernsyn.

Det hele begyndte ved et tilfælde. Journalist fra Danmarks Radio Hans Arne Hansen lavede portrætter af lokale folk i Albæk og omegn i programserien ”Gårdene og husene,” som blev udsendt i radioen. I den forbindelse skulle han interviewe en tilflytter, og det blev Poul Thomsen. Det blev begyndelsen til et tæt venskab, men også flere programmer. Derefter mente Hans Arne Hansen, at Poul Thomsen selv kunne lave programmer, og sådan begyndte det.

Det var også helt tilfældigt, at dyrene blev hans kendetegn. Det skete, da han optrådte i et tv-program om fisketure og siden blev bedt om at lave en serie børneprogrammer om dyr. Han lavede et børneprogram med titlen »Dig og dyrene«. Det var i 1974, og derefter er resten historien om en succes, der udviklede sig år efter år.

Inden havde han lavet en lang række portrætprogrammer med kendte og ukendte mennesker og serien “Mit Danmark” om historier rundt omkring i Danmark.

Han har blandt andet lavet portrætudsendelser både med prins Phillip på Windsor Castle og med sivskomageren og ålefisker Svend Hjortshøj fra Uggelhuse.

Poul Thomsen blev mest kendt og berømt med programmet “Dus Med Dyrene”, der kørte fra 1980 til 1985. Udsendelsen var så populær, at da Poul Thomsen i 1984 bad seerne om at være med til at kåre Danmarks nationalfugl, fik han 233.000 breve med stemmer.

Flertallet pegede på knopsvanen som den fugl, der skulle have den fornemme titel, og dermed blev sanglærken slået af pinden.

Poul Thomsen var ikke kun dus med dyrene i sine udsendelser. Han var også i sjælden grad dus med danskerne, og det er han stadig, når han tager rundt og holder foredrag.

Hans naturudsendelser holdt i et par årtier seerne klistret til skærmen i den bedste sendetid, hvad enten de hed »Dus med dyrene«, »En naturlig forklaring«, »Det derude« eller »Hund og hund imellem«.

Han er opvokset i Hammel med sin mor og bedstemor i et trygt hjem i Hammel i Østjylland, men født i dølgsmål i Nykøbing Falster. Hans mor var bankfuldmægtig i Hammel private bank da hun som 38-årig blev gravid, uden at være gift.

– Det har ikke været sjovt. Det var jo en stor skandale den gang, siger Poul Thomsen, som aldrig har mødt eller kendt sin far.

Poul Thomsen har en unægtelig kærlighed til dyrene. Pressefoto

Uanset hvor Poul Thomsen bevæger sig, bliver han stadigvæk genkendt på gaden. Mange kommer og siger tak for nogle gode programmer.

– Næsten alle samtaler slutter med spørgsmålet: Hvordan har Balder det? Men Balder døde midt under programrækken. Nærmere bestemt i 1984, i en hunde-alder af bare seks år. Og det var dyrevennen Poul Thomsen så nødt til at meddele seerne.

 – Det var meget svært at fortælle, og der udbrød jo også landesorg. Jeg tror, jeg modtog over 200 kondolencebreve. Det siger noget om tv-mediets uhyggelige magt. Men det siger også noget om den danske nationalkarakter. Og jeg kan godt lide et folkefærd, som kan forstå sorgen over at have mistet en elsket hund, siger Poul Thomsen.

Han har også lavet kontroversielle programmer, og har sågar oplevet at få en næse af Radiorådet. Det var for at lave kritiske programmer, som satte spørgsmålstegn ved landbrugets forhold til svineavl, fjerkræ og ikke mindst pelsdyr og mink.

Hans kærlighed til dyr fornægter sig ikke. Især er kærligheden til hundene Thit og Lillebror ikke til at tage fejl af. Men også hans tidligere hunde har haft stor betydning for ham.

I 2015 gik den folkekære tidligere tv-vært dog igennem en af de svære perioder, da han mistede sin elskede labrador Farbror.

– Det var hårdt. Jeg får næsten tårer i øjnene af at tænke på ham. Det var skrækkeligt.

Han døde fire dage før sin 12 års fødselsdag,« fortæller Poul Thomsen.

På et tidspunkt i sit liv følte TV-legenden, at alt hvad han rørte ved, blev til guld, men når han gør sit livs regnebræt op, erkender han, at ikke alt er blevet til guld.

I 2007 begik hans tidligere hustru Hanne selvmord. Hun var manio depressiv, og desværre havde sønnen Morten arvet sygdommen. Han begik selvmord i 2011 i en alder af kun 49 år gammel.

At han overhovedet er kommet igennem den krise skyldes ifølge ham selv bl.a., at han har humor og selvironi.

–  Jeg har let til latter, og der skal så lidt til for at få mig til at le. Havde jeg ikke haft den velsignelse, så havde jeg været død for længe siden, bemærker han alvorligt.

I dag er kroppen ikke det, den var en gang, og gigten er begyndt at plage ham. Men hjernen fejler ikke noget. Han betegner sig selv som videbegærlig, og han læser alt det litteratur, han kan komme i nærheden af. Det er ikke usædvanligt, at han læser 3 bøger om ugen. Men ellers er det foredrag og kærligheden til sin hustru og hundene, som holder ham i gang.

I 2006 blev han gift med Susanne Lichtenstein, men hun måtte først acceptere, at hundene var en vigtig bestanddel af ægteskabet. Men hun var ikke i tvivl. Susanne fik ikke bare sin Poul, men også labradoren Farbror. Og Susanne elsker både Poul og hundene.

Når man besøger Poul Thomsen skal man medbringe god tid. Han har mange ting på hjertet, og kan fortælle i timevis om alle hans oplevelser. Til september bliver der lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med ham, for hvis alt går vel kommer der en helt ny bog, hvor Poul Thomsen åbent fortæller om sit liv, lige fra barnsben og frem til i dag. I bogen vil man kunne læse om hans op- og nedture.

Fødselsdagen fejres under private former på den lille ø Hjortø i Svendborgsund. På øen bor der kun tre mennesker, og en af dem er Nora. Hun er 85 år, og er et af de fineste mennesker, som Poul Thomsen kender. Derfor har han og Susanne valgt at fejre fødselsdagen her.

Randers Netavis siger tillykke med fødselsdagen til Poul Thomsen.

Kommentarer