Debat og politik

Kæberaslere!

Debatindlæg af Simon Ødegaard Simonsen, folketings- og byrådskandidat (V)

I dagspressen omtales en meningsmåling ved navn Voxmeter, hvor vores borgmester Claus Omann Jensen (V), optræder på en sidsteplads over ”evaluerede borgmestre i landet”. Ud over at artiklen savner kildekritisk oplysning om hvem man har spurgt, hvornår, hvordan, hvad har man spurgt om, osv, – forbavser artiklen mig nu en hel del, idet jeg ikke kender nogen i min omgangskreds og det endda på tværs af partierne, der ikke er enige i, at vi aktuelt har den bedste borgmester som Randers Kommune nogen sinde har haft.

Nå ja fra spøg og skæmt afdelingen kender jeg jo også de herrer Kasper Fuhr, Bjarne Overmark og deres 8-9 disciple, som ønsker en anden borgmester i julegave. Det ønske må de da gerne have. Ikke fordi der ikke engang imellem er enkelte fornuftige indlæg fra de herrer, men det meste er nu nærmest uendelig tom kæberaslen uden nogen gang på jorden.

Men er det det vi ønsker? Tror I at Bjarne Overmark eller Kasper Fuhr som borgmester havde opnået en bedre score over ”evaluerede borgmestre i landet”? Næppe.

Og hvad betyder så ”evaluerede borgmestre i landet”?

Evaluerer man på evnen til at gøre ingenting, evnen til at lade stå til, evnen til at lægge sig i hængekøjen med rødvinsflasken, – ja så tror pokker at vores borgmester får en uendelig lav score. Næ vores borgmester er handlingens mand, der næsten utålmodigt tager fat i ethvert problem uden at skele til om det giver stemmer eller ej. Sigtet er hele tiden fremgang for vores kommune, rette op på tidligere tiders fejl.

Resultaterne er langt om længe begyndt at komme og der kommer flere. Nu mere end 1600 flere lokale arbejdspladser, nu mere end netto 600 nye borgere om året der flytter til vores kommune med den flotte natur, ledigheden er nu faldet mere end landsgennemsnittet, salg af grunde er nu 3 dobbelt, antallet af vækstvirksomheder i Randers kommune hører nu til blandt de højeste i Danmark. Børneområdet er nu løftet med flere hænder og længere åbningstider. Ældreområdet kompenseres nu 100% i stedet for kun 75 % som tidligere. Over 60 nye virksomheder med nye jobs kom til kommunen alene i sidste måned. Nyt fremtidens plejehjem er nu på vej med nytænkning af relationer mellem unge og ældre. Et demens ældrecenter er der også kommet. En øget indsats har nu resulteret i psykiatriens hus. Vi får en udvidelse af den selvejende institution Randers Arena, populært kaldet hal4, for et forholdsvist beskedent kommunalt tilskud på 2,5 mkr. årligt, -peanuts vil andre nok mene! I anden halvdel af byrådsperioden er der langt om længe kommet mere fokus på landdistrikter og øget indsats der. Alt sammen sket med Claus Omann Jensen ved roret og uden skattestigninger vel at mærke.

Skolestruktur sagen havde ingen borgmester før turdet tage fat i og derfor var det efterhånden en betændt sag som skulle løses. Børnene og deres forældre valgte i stigende grad privatskolerne til på bekostning af folkeskolerne. Derfor var det pine og død nødvendigt med en kraftigt indsats for at bringe folkeskolerne op på et niveau modsvarende privatskolerne.

Efter en lang og lidt bøvlet proces endte det med, at det var de ansvarlige partier S, DF og V, der måtte bringe aftalen om skolestrukturen på plads.

Derfor er der blevet investeret kraftigt i it- og undervisningsudstyr i klasseværelser, understøttende 2-lærerordninger, efteruddannelse, om/tilbygninger og meget andet. Faktisk har ingen byrådssamling før brugt så mange penge på skoleområdet som nu.

Uheldigvis kolliderede vores lokale skolestruktur med landets skolereform som langt fra var på plads. Derfor var/er opgaven lidt større her. Jeg er imidlertid sikker på at resultaterne vil indfinde sig med tiden hvis vi hjælper til hver især på sin måde. Forældrene bør sørge for, at børnene sendes i skole hver dag positive, friske og læringsparate. Lærerne og lederne skal holde ro i klasserne og give motiverende undervisning. Borgerne og politikerne skal se fremad, thi det er der fremtiden er, -uanset hvem der er borgmester.

Kommentarer