Kultur

Jul på Slottet: Kom til eventyrligt julemarked i næste weekend

Julemarked på Fussingø Slot. Arkivfoto: Fussingø-gruppen

Næste weekend den 23. og 24. november slår Fussingø Slot igen dørene op til et ‘magisk julemarked’ i de smukke, højloftede rum.

FUSSINGØ – Fussingø-gruppens julemarked afholdes traditionen tro den sidste weekend i november. Og som sædvanlig har de frivillige hjælpere lagt alle kræfter i for at skabe rigtig julestemning i og omkring det gamle slot. Begge dage – 23. og 24. november – er der åbent i tidsrummet klokken 10 til 16.

Der bliver pyntet op med gran og kristtjørn, dekorationer, nisser og svævende engle i de store vinduer. Julelysene vil blafre og tænde minder om glade stunder, og i de højloftede stuer har 21 forskellige kræmmere taget opstilling. De sælger hjemmelavede kvalitetsvarer som advents- og juledekorationer, nisser, småkager, honning, tekstil og papirarbejde, håndlavet brugskunst, keramik, drejede og udsavede ting i træ, pileflet, smykker og kunst.

I boderne kan man også købe flotte ting til at pynte op med derhjemme, på juletræet, på julebordet, i huset og i haven. Der er mange ideer til adventsgaver og julegaveindkøb. Uden for slottet står mandelvognen og sender liflige dufte af brændte mandler over området, og her kan også købes pyntegrønt og juletræer.

– Vi bestræber os altid på at invitere vore gode, kendte kræmmere med på julemarkedet, men vi har også hvert år nye med, fortæller Mie Severinsen, som er koordinator for arrangementet. 

– Vi vil gerne have, at vores gæster får en hyggelig oplevelse på Fussingø, og at de fornemmer den første julestemning, da det stadig er november, siger hun. 

To gange korsang

Mie Severinsen er overbevist om, at stemningen vil nå nye højder, når to kor kommer og synger for gæsterne. Om lørdagen klokken 12.30 kommer kirkekoret fra Bjerregrav-Ålum sogn og synger. Om søndagen klokken 11.30 overlades scenen til koret Tune It, som det er sket i mange år tidligere.

 Hygge for børn

Fussingø-Gruppen har fokus på, at også børnene skal have en god oplevelse ved at komme på julemarked. Derfor er der arrangeret en lille konkurrence med tilhørende gevinst. I et af lokalerne er der indrettet et hyggeligt klipperum, hvor det lille juletræ kan pyntes og hvorfra børnene kan tage deres eget juleklip med hjem. Der vil også være plads til en hyggestund med historielæsning.

Tombolaen er hvert år et ”hit” blandt julemarkedet gæster. Den er i år fyldt op med mange flotte præmier fra områdets handlende, udstillernes donationer og Fussingø-gruppens flittige hænders arbejder.

I slottets nyistandsatte køkken vil der dufte af æbleskiver og julegløgg, og på kanderne er der varme drikke, som man kan lune sig ved i det kølige efterårsvejr. Til julemarkedet udvides caféområdet for at tilgodese de mange gæster, der gerne vil sidde og hygge sig med julelækkerierne.

Entreen er gratis for børn og stadig kun 30 kroner for voksne. Der er gratis parkering på slottets parkeringsplads.

 

Kommentarer