Randers By

Jennumparkens Børnekor optrådte på Randers bibliotek

Se billedserie

Tirsdag den 12. oktober optrådte Jennumparkens Børnekor på Randers bibliotek. 

Første del af programmet handlede om genforeningen, og her optrådte børnekorets pianist, Ulrik Damm og korleder, Birgitte Kaas Sørensen.

Ulrik kædede sangene sammen med fortælling og spillede klaver til sangene.

Birgitte sang nogle af sangene solo, og publikum sang med på fællessangene

Der blev bl.a sunget ”Det lyder som et eventyr” – ”Som en rejselysten flåde” – ”Min pige er så lys som rav”, som har haft betydning og kan knyttes sammen med genforeningstiden.

Anden del af programmet omkring befrielsen indledtes med ”En lærke letted” og derefter kom børnekoret på scenen.

Børnene sang bl.a. ”Hør den lille stær” og ”Jeg ved en lærkerede”, dejlige sange af digteren Harald Bergstedt.

Sigurd Barrett har i 2016 lavet ”Man må trække en grænse” og denne del af programmet blev på bedste fællessangsvis afrundet med denne geniale sang.

Sangen handler om genforeningen, men der kan også drages paralleller til de problemstillinger og udfordringer, som vi oplever i dagens Danmark.

Jennumparkens fritidshjem m/børnekor, Bysekretariatet og Randers Bibliotek samarbejder om ”Al Verdens Kunst” i Nordbyen.

Et kunst- og kulturprojekt med baggrund i FN’s Verdensmål, som er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.
Børnekoret skal være med til at indvie det første landmark ”Insekthoteller” på Nordre Fælled fredag den 15. oktober i forbindelse med førnævnte projekt.

Børnene luftede deres nye kostumer og afsluttede med sange om insekter m.m., der har betydning for biodiversiteten.

Fritidshjemmet kreative kunstner, Lone Fisker Jensen, har fremtryllet disse fine  kostumer, hvor børnene er sommerfugle, bier, mariehøns, snegle og frøer.

Lone fik ved denne lejlighed overrakt en udsøgt buket, som matcher hendes kreative evner.

Kommentarer