Navnenyt

Ingolf og René fra Spentrup IF og Ommersyssel IF kåret som Årets Trænerteam

René Jensen og Ingolf Dyrmose blev overrasket midt i træningen med beskeden om, at de er Årets Trænerteam i DGI. Foto: Roar Paaske for DGI

Fodboldtrænerne Ingolf Dyrmose og René Jensen fra Spentrup IF og Ommersyssel IF nord for Randers blev onsdag kåret af DGI som Årets Trænerteam. Trænerteamet har samlet spillere fra to foreninger, skabt ét fælles sammenhold og fået flere spillere på banen. Derfor vinder de DGI-prisen er på 50.000 kroner.

Fodboldtræningen med U14-holdet tog en overraskende drejning for de to trænere Ingolf Dyrmose og René Jensen onsdag eftermiddag. Trænerteamet blev nemlig lokket ind i Spentruphallen og overrasket af forældre, spillere og DGI, der med diplom, blomster og flag kunne fortælle, at de to trænere er kåret som Årets Trænerteam i DGI 2023.

– Det er fedt at blive anerkendt for noget, vi synes er sjovt, og som vi gør for børnenes skyld. Vi havde slet ikke forventet det her, siger Ingolf Dyrmose.

Ikke mindre end 459 trænere og trænerteams var i år indstillet til DGI’s pris, hvilket er rekord og vidner om det kæmpe frivillige engagement, der er i DGI’s 6.600 idrætsforeninger. DGI’s jury valgte Ingolf Dyrmose og René Jensen, der begge er 42 år, for deres indsats med at samle to hold fra forskellige småbyer til et fælles hold.

Preben Buchholtz, der er med i DGI’s jury og formand for DGI Badminton fremhæver, at trænerteamet har samarbejdet på tværs af to foreninger og dermed skabt de bedst mulige rammer for deres spillere.

– Ingolf og René har formået at skabe ét fælles sammenhold og fået spillertruppen til at vokse. Samtidig giver trænerne både plads til sjov, men også til at jagte mål og ambitioner; alt dét vil vi gerne hylde dem for, siger Preben Buchholtz.

Eventyret om de to hold, der blev til ét

Det var forældregruppen, der havde indstillet Ingolf Dyrmose og René Jensen. I indstillingen fortæller de eventyret om, hvordan to hold i henholdsvis Ommersyssel IF og Spentrup IF ikke havde spillere nok til at spille 11-mandsfodbold. Det gav trænerne ideen om at slå holdene sammen og på den måde få nok spillere.

Det nye fælles hold har været en succes, og spillertruppen er kun vokset siden sammenlægningen. I dag er der i alt 31 glade U14-drenge på holdet, som træner skiftevis i de to byer.

I indstillingen får de to trænere også stor ros for deres måde at træne drengene på:

”De ser alle deres spillere og kommer med både konstruktiv kritik, rosende og opmuntrende ord, kvikke bemærkninger og jubel-sejrsbrøl. De løfter spillerne, gør dem bedre, og de formår at gøre sporten til den leg, den er”, lyder ordene blandt andet.

Udover juryen for Årets Trænerteam var repræsentanter fra DGI Østjylland til stede, og Daniel Madié, medlem af Sundhed-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune, holdt også en tale for Ingolf og René, hvor han hyldede de frivillige kræfter i de mindre byer.

Stor hyldest i vente  DtilGI’s årsmøde

Som vindere af prisen skal Ingolf Dyrmose og René Jensen hyldes til DGI’s årsmøde den 4. november i DGI Byen København. Her får de overrakt en gavecheck på 50.000 kroner, der kan bruges til gavn for foreningerne.

I år er det 21. gang, at DGI uddeler prisen som Årets Træner/Trænerteam. Sidste år løb Katrine Storm Piper fra Værløse Basketball Klub med prisen.

Efter kåringen var der gruppefoto af alle der deltog i overraskelsen af trænerteamet: fodboldspillere, familier, DGI-repræsentanter med flere. Foto: Roar Paaske for DGI

 

Kommentarer