Indsats virker: ‘Fritid For Alle’ hjælper børn og unge ind i foreningslivet
04De fleste fritidsaktiviteter er på vej på sommerpause efter et foreningsår, hvor flere randrusianere meldte sig ind i en fritidsforening. DGIs tal viser, at medlemstallene efter en årrække med dalende medlemstal steg med over 2000 personer i foreninger i Randers Kommune fra 2021 til 2022.
En af faktorerne er Randers Kommunes initiativ, Fritid For Alle, der sammen med de frivillige organisationer har støttet børn og unge i deres vej ind i foreningslivet.
– Det vigtigste for os er, at flere børn og unge deltager i fritidsaktiviteter, og det må man sige, at vi har opnået indtil videre. At vi så samtidig har bidraget til en positiv udvikling i medlemsudviklingen i fritidsforeningerne, det er bare rigtig godt, siger Sammy Elshikh, der er projektkoordinator for Fritid For Alle.
Siden projektets start er over 320 børn og unge blevet hjulpet i gang i frivillige foreninger af fagfolk og personer med tilknytning til foreningerne gennem Fritid For Alle. Flere end 66 procent af disse henviste unge er endt med at blive medlemmer af en frivillig forening, og størstedelen af dem er stadig aktive medlemmer. Man kan både få økonomisk og social støtte gennem indsatsen.
Tæt samarbejde med 48 foreninger og tre frivillige organisationer
Et væsentligt element i denne succes er det tætte samarbejde mellem 48 frivillige foreninger, der er blevet en del af indsatsen.
Disse foreninger har åbnet deres døre og hjulpet med at integrere de henviste børn og unge, lyder det fra formand for Sundheds-, idræts- og kulturudvalget, Louise Høeg, som takker skoler og foreninger for samarbejdet.
– Det er et fantastisk samarbejde, vi har med de 48 foreninger og 11 skoler, som spiller en utrolig vigtig rolle i at implementere indsatsen og udpege lokale kontaktpersoner blandt personale og foreningsledere. De udviser et stort engagement i, at ingen børn må gå glip af muligheden for at deltage i en fritidsaktivitet, det er meget prisværdigt, siger hun og tilføjer:
– Ved at fjerne den økonomiske barriere sammen med Red Barnet, Børnenes Kontor Randers og Randers FC Fonden samt at fremme samarbejdet mellem foreninger, skoler og fagfolk åbner ‘Fritid For Alle’ døre for børn og unge og sikrer, at alle børn har mulighed for at udforske deres interesser og talentfulde potentiale inden for alle mulige fritidsaktiviteter.
Kommentarer