Langå

Iben Sønderup: ny seværdighed for turister

Foto: Amanda Feldborg Clausen Iben Sønderup ved resterne af det gamle brohoved

I Langå ligger resterne af det gamle brohoved, som er tilbage efter at modstandsbevægelsen sprængte togbroen i luften under Anden Verdenskrig. Folk, der er opvokset i Langå, ved hvor det ligger. Men for alle andre er det en velbevaret hemmelighed. Det skal der gøres noget ved, mener Iben Sønderup, som er byrådsmedlem og bor i Langå.

Let adgang via den nye gangbro

Den nye gangbro over Langå Station står snart færdig og skaber en ny forbindelse og let adgang fra stationen ned til det område, hvor man kan finde brohovedet. Iben Sønderup har kontaktet Museum Østjylland og foreslået, at man opsætter skilte og informationstavler og anlægger en lille sti hen til brohovedet, som ligger godt gemt i vildnisset ved banen i Langå.

Spor efter vigtig danmarkshistorie

– Det er jo spor efter et stykke historie, som er utrolig vigtig, og som satte Langå på Danmarkskortet dengang, de dramatiske begivenheder fandt sted. Modstandsbevægelsens aktion her i Langå standsede Nazi-Tysklands transporter og forsyninger op gennem Jylland. Sprængstoffet kom fra Hvidsten-gruppen, som modtog sprængstoffer og våben fra England. Det er jo en enormt spændende historie, og den skal vi da formidle til vores omverden, siger hun og fortsætter: – Det kan blive et udflugtsmål, der kan trække mange gæster og turister til Langå, hvis det bliver lavet rigtigt.

Museumschef i Museum Østjylland, Jørgen Smidt-Jensen, er positiv over for idéen. – Det er altid godt for formidlingen, når man kan vise historien i landskabet, mener han.

Iben Sønderup håber, at den nye seværdighed kan realiseres i 2018. Det er 75-året for sprængningen af togbroen.

Kommentarer