Langå

Iben Sønderup åbner påskeudstilling i Galleri Aadalen

Indehaver af Galleri Aadalen, Jens Christiansen, ser frem til at byde indenfor til årets første udstilling. Pressefoto

I år slår Galleri Aadalen i Langå dørene op til sin ottende påskeudstilling – denne gang i nyrestaurerede lokaler. Den lokale folketingskandidat, byrådsmedlem Iben Sønderup holder åbningstalen Skærtorsdag.

Mens et nyt kalenderår almindeligvis starter 1. januar, markerer påsken begyndelsen på et nyt år for gallerierne, som benytter helligdagene til at præsentere nyheder og vise kunstnere frem for besøgende.

I år er det 7 år siden Galleri Aadalen åbnede dørene til den allerførste påskeudstilling på adressen Lohmannsgade 12 i Langå. Den smukke, gamle villa, som huser galleriet, har den forbindelse gennemgået en grundig indvendig istandsættelse, så rammerne er i tiptop stand for årets udstillere.

I år kan galleriet præsentere værker af de fire anerkendte billedkunstnere: Annette Torrild, Helle Bang, Lone Harboe og Birgit Kirke.

Læs om billedkunstnerne her

Foruden de fire kunstmalere udstiller en række andre kunstnere med værker inden for henholdsvis skulptur, keramik, og glaskunst med mere.

Byrådsmedlem og folketingskandidat, Iben Sønderup (S), åbner påskeudstillingen i Galleri Aadalen skærstorsdag. Arkivfoto

Lokal politiker åbner udstillingen

Påskeudstillingen på Galleri Aadalen åbnes af den lokale folketingskandidat, byrådsmedlem Iben Sønderup (S), som holder åbningstalen Skærtorsdag den 13. april klokken 11.00.

Men allerede den kommende weekend har man mulighed for at besøge galleriet, som har åbent fra lørdag fra klokken 10 – 17.

– Vi går og finpudser udstillingen og gør helt klar til Skærtorsdag, og så kan vi jo ligeså godt invitere folk indenfor, fortæller indehaver af Galleri Aadalen, Jens Christiansen, som glæder sig til at tage imod gæster fra nær og fjern.

Galleri Aadalen har foruden den kommende weekend åbent alle påskedagene fra skærtorsdag til og med 2. påskedag fra klokken 10 – 17.

Kom på rundtur i Galleri Aadalen

Hvis man ønsker en lille introduktion til Galleri Aadalen, så kan man se udsendelsen, produceret af Silkeborg Regionale TV i 2015 i programserien “Det gyldne snit”. Se udsendelsen her.

Kommentarer