Randers By

Hvem skal modtage årets idrætspriser?

Det er blevet tid til at indstille kandidater til årets idrætspriser i Randers Kommune. Hvem skal være nomineret, når priserne for 2022 uddeles til februar næste år? 

  Du kan indstille kandidater til 12 ud af de 14 priser, der vil blive overrakt i forbindelse med Sportsfejringen 2022. Priserne gives både for sportslige præstationer og for det engagement som mange ildsjæle hver dag udøver i de mange lokale klubber. Der er således også priser til både bredden og eliten.

“Det er vigtigt at påskønne både engagementet og præstationer. Med omkring 200 idrætsforeninger i Randers Kommune er der mange som fortjener denne hæder. Jeg håber derfor, at vi i første omgang modtager mange forslag til, hvem der bør nomineres til årets priser”, siger idrætskonsulent i Randers Kommune, Johannes Madsen.

Priserne uddeles i samarbejde med blandt andre Folkeoplysningsudvalget, SIKR – Samvirkende Idrætsklubber i Randers og Elitekoordinationsudvalget. Læs om priserne og indstil din kandidat på randers.dk/sportsfejring. Kandidater skal være indstillet inden den 7. november. 

Du kan indstille kandidater til følgende priser:

·       Præstationsprisen – individuel og Holdpræstation

Den eller de indstillede skal have udført en særlig sportsligpræstation, være medlem af en idrætsforening, der har hjemsted i Randers samt være fyldt 14 år på det tidspunkt, hvor resultatet blev opnået.

·       Holdoprykning

Prisen kan gives til en idrætsforenings førstehold, der er rykket op til bedste eller næstbedste niveau, eller der har vundet en officiel titel som eksempelvis pokalvindere eller minimum DM. Prisen kan også gå til et ungdomshold fra U15 og op, der er blevet mestre.

·       Initiativprisen

Gives på vegne af Folkeoplysningsudvalget til en forening, der har iværksat et innovativt projekt. Foreningen modtager en check på 10.000 kr.

·       Klubpokalen

Kan tildeles til en klub, der i årets løb har gjort en særlig stor indsats for sin idræt og for sine medlemmer. SIKR – Samvirkende Idrætsklubber i Randers uddeler prisen, hvor der medfølger 5.000 kr.

·       Rejselegatet

Kan tildeles en leder i en SIKR-medlemsforening. Lederen har mindst 10 års anciennitet og har udført et stort stykke frivilligt, uegennyttigt arbejde for sin forening/forbund. Med prisen følger 5.000 kr.

·       Talentprisen

Kan tildeles et talent fra en SIKR-medlemsforening i alderen 15-23 år, der har markeret sig gennem sine resultater. Prisen uddeles af Samvirkende Idrætsklubber i Randers. Med prisen følger 5.000 kr.

·       Talentudviklingsprisen

Kan gives til en træner, leder, forening eller organisation, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for talentudviklingen i Randers kommune. 

·       Ungdomspokalen

Kan tildeles en ung træner/leder i alderen 16-25 år, der gennem særlig høj kvalitet i trænergerningen har kunnet tiltrække og fastholde unge idrætsudøvere i sin klub. Alle medlemsforeninger under SIKR kan indstille kandidater til prisen. Med prisen følger 5.000 kr.

·       Årets leder

Gives på vegne af Folkeoplysningsudvalget til ledere eller trænere over 25 år. Årets leder er en frivillig foreningsleder, der gennem en årrække har ydet en stor indsats til glæde for børn og unge i en godkendt forening i Randers Kommune. Det er muligt at indstille eksempelvis et makkerpar, som deler prisen. Med prisen følger 5.000 kr.

·       Dommerprisen

Randers Kommunes Dommerpris kan gives til en dommer/kampleder, der med sin ageren, udstråling og kommunikation er i stand til, at skabe den gode atmosfære i konkurrencen, således at udøverne får “en gode idrætsoplevelse”. Med prisen følger 5.000 kr.

·       ekSPORT hædring

Kan tildeles senioratleter som er udviklet i Randers, men nu har forladt byen. Atleterne skal have en stærk relation til byen og præstere på højeste niveau.

Læs mere om priserne og indstil din kandidat på randers.dk/sportsfejring

 

Kommentarer