Assentoft

Se rørende ny musikvideo indsunget af plejefamilie-børn

Marcel Gbekle og fjorten anbragte børn sang på Folkemødet om deres liv.

Randers Netavis rapporterer fra Folkemødet på Bornholm. Se video nederst i artikel.

Debatten om lokale plejefamilers aftaler med Randers Kommune har kørt længe og intenst i medierne. Men sjældent har børnene selv haft mulighed for at komme til orde. Det blev der lavet om på ved Folkemødet på Bornholm, hvor der var danmarkspremiere på en helt ny video, hvor fjorten anbragte børn sammen med musikeren Marcel Gbekle sang om deres liv. Der var brug for kleenex.

Musikvideoen ”En ny dør åbner” handler om, hvordan det er at vokse op uden sin egen familie og ikke have en barndom som alle andre. Videoen, der kan ses og deles på YouTube, er blevet til i et samarbejde mellem musikeren Marcel Gbekle, som selv har været anbragt som barn, og 14 børn, som alle er i familiepleje.

Børnene har bidraget med alle de ord, de har kunnet komme i tanke om, som karakteriserer deres liv, og så har Marcel Gbekle i samarbejde med Henrik Kragelund og Jeanette Christiansen omsat ordene til en rigtig ørehænger. Og derefter har de fjorten børn været i studiet i Allerød sammen med Marcel.

– Det var sindssygt at se ungerne i et af Danmarks største lydstudier, hvor Lukas Graham havde stået små to uger før, og fantastisk at se lyset i deres øjne. Mange plejebørn har ikke så mange oplevelser. Det havde jeg heller ikke selv. For jeg turde ikke. Jeg var bange for alt dengang, forklarede Marcel Gbekle.

Ideen til musikprojektet har han fået sammen med Marianne List, som er projektansat i Plejefamilierne Landsforening, hvor hun siden 2015 har lavet netværk for anbragte børn mellem 11 og 29 år.

Hun opdagede i sit eget arbejde som plejemor, at plejebørn har brug for at dele erfaringer med nogen, der er i samme situation, og hendes mål er, at alle anbragte børn skal have et tilbud om at være med i netværk, og at nogen vil finansiere initiativet. Det var derfor, at Marianne List havde håbet på at se børne- og socialministeren i Plejefamiliernes telt på Folkemødet. Nu kan ministeren i stedet gå på YouTube, og hun skal huske at have en kleenex ved hånden. Det får hun sikkert brug for. Det havde vi i teltet på Folkemødet.

Kommentarer