Bolig

Husejere har tjent næsten 200.000 kroner under coronakrisen

Boligpriserne er steget 9-13 procent det seneste år. Nogle kommuner har dog haft prisfald. Se hvilke her.

Priserne på huse og lejligheder har generelt taget et gevaldigt hop op under coronakrisen.

Et gennemsnitligt hus er steget 9,2 procent i værdi fra februar 2020 til februar i år. Det viser en opgørelse fra Boligsiden.

Det svarer for et almindeligt hus på 140 kvadratmeter til, at prisen er steget med 186.200 kroner til 2,2 millioner kroner.

Et år efter coronavirussets indtog i Danmark kalder boligøkonom Birgit Daetz det overraskende, at boligpriserne er røget i vejret. Det havde ingen forventet for et år siden.

– Det er virkelig overraskende, at priserne er steget i det niveau, da mange forventede, at det ville gå grueligt galt, da alt lukkede ned sidste år, men det er slet ikke gået så galt som frygtet. Der er rigtig mange, som har haft god tid til at overveje deres egen boligsituation. Samtidig har renten været virkelig lav. Mange mennesker har ikke været så berørte af krisen, og derfor har man ikke mærket situationen på egen pengepung og har derfor kunnet købe en ny bolig, siger Birgit Daetz.

Selv om huspriserne er steget med næsten en tiendedel på landsplan, er der store geografiske forskelle.

I 11 kommuner er priserne på huse og villaer faktisk faldet gennem det seneste år.

Det gælder i kommunerne Esbjerg, Nordfyns, Viborg, Haderslev, Tønder, Billund, Norddjurs, Thisted, Brønderslev, Lemvig og Hjørring.

For lejligheder er priserne på landsplan steget med 11,7 procent det seneste år.

Dermed har en normal lejlighed på 80 kvadratmeter haft en værdistigning på 267.000 kroner, så den i gennemsnit koster 2,55 millioner kroner.

De største prisstigninger er at finde på sommerhuse, som det seneste år er steget 12,7 procent i gennemsnit.

– Når man i store dele af året ikke har kunnet rejse ud, har mange fået øjnene op for sommerhuse, og det har givet en stigning i efterspørgslen, siger Birgit Daetz.

Et sommerhus på 75 kvadratmeter står i gennemsnit til 1,42 millioner kroner, hvilket er omtrent 161.000 kroner mere end for et år siden.

Find tallene for alle kommuner på Boligsiden.

Via Ritzau

Kommentarer