Debat og politik

Høringssvar til ”Pulje til fremme af cyklisme”

Foto: cykelby.randers.dk

Debatindlæg af Jens Peter Hansen, Formand, Cyklistforbundet i Randers

Cyklistforbundet i Randers har afgivet høringssvar vedr. udkast til bekendtgørelse om ”Pulje til fremme af cyklisme”. I høringssvaret, der gengives i sin fulde længde, gøres det opmærksom på at:

• det er nødvendigt med en sådan pulje – ellers går anlægsinvesteringer og cykling i stå som det er sket i Randers, hvor cykelandelen nu er nede på 10 %,
• forslag til kriterier ved vurdering af cykelprojekter vil gøre det rigtig svært for projekter i landområder at opnå støtte,
• det er godt, at kommuner nu kan anlægge cykelstier på statsveje som f.eks. Hadsundvej, men statens medfinansiering bør hæves.

HØRINGSSVAR:

Cyklistforbundet i Randers skal hermed kommentere på udkast til bekendtgørelse om ”Pulje til fremme af cyklisme”.

Anerkendelse
Vi vil gerne anerkende forligskredsen bag aftalen ‘Bedre og Billigere Offentlig Transport’ for at have afsat midler til en ny cykelpulje, der skal fremme cyklismen i landets kommuner. Vi kan af bitter erfaring konstatere, at statslig medfinansiering øjensynlig er fuldstændig afgørende for, at en kommune som Randers prioriterer midler til at får skabt den infrastruktur, der gør det attraktivt for endnu flere borgere at vælge cyklen:

• Takket være cykelpuljen 2009 – 2014 blev der i Randers kommune investeret og igangsat aktiviteter, der betød, at antallet af korte ture på cykel steg med 45 % fra 2009 til 2012 og den samlede andel nåede op på 15 %.

• I 2017 er budgettet til anlæg af cykelstier på 1.1 mio. kr., og andelen af ture i 2014 – 2016 er faldet til 10 %.

Puljeadministration
Cyklistforbundet i Randers stiller sig til gengæld undrende overfor, at forligspartierne i aftaleteksten specifikt nævner cykelbyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg – alle sammen byer, hvor cyklingen er inde i en positiv udvikling modsat stort set alle andre steder. Denne overskrift fra Jyllands-Posten 23. juli 2016 udtrykker det ganske præcist (se billede):

Vi er set i lyset af ovenstående ganske betænkelige ved bekendtgørelsens forslag til puljeadministration. Af bilag 1 fremgår, at kriteriet for Vejdirektoratets indstilling vil være en karakter tildelt ud fra en vurdering af i hvilken grad projektet vurderes til at have positive effekter for cykeltrafikken i forhold til omkostningerne.

Hvad ligger der i ”positive effekter”? Opgøres det i antal, vil det være uhyre svært for projekter i landdistrikter at opnå en god rating, således at de bliver indstillet til tilskud.

Cyklistforbundet i Randers opfordrer til, at det i bekendtgørelsen præciseres, at der ved vurdering af positive effekter i høj grad lægges vægt på den forventede relative ændring i cykling, som projektet forventes at ville medføre. Herved øges mulighederne for tilskud til projekter, der kan bidrage til at vende en nedadgående udvikling.

Statsveje
I Randers kommune har der siden 1952 været arealreservationer til en fortsættelse af cykelstien fra Lem langs statsvejen rute 507 Randers – Hadsund. Vi finder det derfor særdeles positivt, at bekendtgørelsen åbner op for kommunernes medfinansiering af cykelstiprojekter på statsvej.

Dog – eftersom cykelstier langs statsveje er en statslig opgave, mener vi, at kommunernes andel bør være væsentligt lavere end de foreslåede 40 %. Her bør det også indgå i overvejelserne, at al erfaring viser, at med kommuner som projektholder vil projekter qua en mere pragmatisk tilgang kunne gennemføres med lavere omkostninger end statslige projekter.

Dette er en foreningsnyhed indsendt af Jens Peter Hansen fra Cyklistforbundet i Randers. Du kan også indsende nyheder under INDSEND NYHED i topmenu. 

Kommentarer