Kultur

Hjælp anbragte børn og unge i Danmark

Støt en god sag og køb Lillebrorlodder for at hjælpe anbragte børn og unge i Danmark. Pressefoto

Børnehjælpsdagens traditionsrige Lillebror Lotteri var igen på gaden den 23. marts – nu med mulighed for at købe lodderne med mobiltelefonen.

Ved at købe et Lillebrorlod hos et af de mange lokale foreningsbørn og skolelever støtter man ikke blot skole- og fritidslivet i lokalområdet, men også hjælpeorganisationens arbejde for anbragte børn og udsatte unge i Danmark.

Skrabelodderne koster 20 kroner per styk, hvoraf foreningen eller klassen tjener 8,50 kroner, mens de resterende 11,50 kroner går til Børnehjælpsdagen.

Køb lodder med mobilen er et nyt kundevenligt tiltag

Lillebrorlotteri-2017-medmobilen
I år er det muligt at købe lodderne med mobilen, men man kan selvfølgelig også stadig købe kontant. Pressefoto

Børnehjælpsdagen imødekommer tidens tendens, hvor flere og flere bruger deres mobiltelefoner til at betale med. Alene app’en MobilePay har flere end tre millioner brugere.

– Gennem de senere år har vi modtaget et stigende antal tilbagemeldinger fra vores sælgere om, at interesserede købere ikke har kontanter på sig. Det er en ærgerlig situation for både købere og sælgere, og det ønsker vi som lotteriansvarlige at gøre noget ved, fortæller Anne Nielsen fra Børnehjælpsdagen.

Den danske hjælpeorganisation har derfor udviklet et informationsmateriale, der skal gøre det trygt og nemt for købere at bruge mobilen til betaling.

Når man vil købe et af Lillebror-lodderne, kan det altså nu i mange tilfælde ske med MobilePay. Det er naturligvis fortsat muligt at betale med kontanter hos alle sælgere.

Fakta om Børnehjælpsdagens Lillebror lotteri

  • Lillebror Lotteriet bliver solgt i perioden 23. marts – 5. juni 2017.
  • Skrabelodderne bliver solgt over hele landet af børn og unge, der er tilknyttet en fritidsforening, idrætsklub eller skoleklasse.
  • Et Lillebrorlod sælges for 20 kroner, heraf går 8,50 kroner til foreningen, klubben eller klassen, der typisk øremærker pengene til udstyr eller aktiviteter.
  • Børnehjælpsdagen har stået bag Lillebror Lotteriet siden 1926.

Fakta om anbragte børn og unge i Danmark

Ifølge seneste tal fra Danmarks Statistik er 13.506 børn og unge i alderen 0-22 år, anbragt uden for hjemmet i Danmark. De bor typisk i plejefamilier, på børnehjem, men også på akut- eller døgninstitutioner, opholdssteder, behandlingshjem mv. eller i egen bolig, som led i efterværn.

En anbringelse kan have mange forskellige årsager, men typisk har barnet været udsat for omsorgssvigt, overgreb, misbrug eller psykisk sygdom i familien.

Fakta om Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn i alderen 0-17 år, samt udsatte unge op til 29 år i Danmark. Hjælpeorganisationen styrker børnenes og de unges kompetencer, fysiske og mentale robusthed gennem projekter og aktiviteter, der afholdes over hele landet.

Sidste år fik 8.727 børn anbragte børn og udsatte unge direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.

Børnehjælpsdagen har fokus på at indrage børn og unge fra traditionelle familier i det velgørende arbejde efter konceptet “børn hjælper børn”. Det sker blandt andet gennem Lillebror Lotteriet, Julelotteriet og projekt ‘Ungdomsværn’.

Kommentarer