Erhverv

Historisk bygning midt i Randers får nyt liv

Den 100 år gamle bygning i Jernbanegade 12a har haft mange liv, men i dag står den som et flot eksempel på en renovering med respekt for historien. Pressefoto

På grund af vækst har ingeniørfirmaet Reeholm & Bredahl længe været på jagt efter et nyt kontordomicil med sjæl og charme. Valget faldt på ’Det Gamle Æggepakkeri’ i Jernbanegade 12A, som efter en omfattende renovering nu er klar til at tage hul på et nyt erhvervskapitel. 

På trods af, at den smukke gamle bygning fra 1923 trængte til en kærlig hånd, faldt de to partnere i Reeholm & Bredahl, Jakob Keller og Kristen Skipper, fuldstændigt for bygningens charme, og de så med det samme mulighederne i den historiske bygning.

– Vi kunne have bygget nyt, men vi ville hellere genanvende en historisk bygning med den charme, den har. Ved at renovere bygningen er vi med til at værne om Randers’ historie, og den tanke passer rigtig godt med vores værdier i virksomheden, fortæller ingeniør Jakob Keller, der har været medejer af Reeholm & Bredahl siden 2010.

Bæredygtighed i fokus

Den 100 år gamle bygning i Jernbanegade har haft mange liv, men i dag står den som et flot eksempel på en bæredygtig renovering, hvor der ikke er gået på kompromis med hverken materialevalg, indretning eller belysning.

– Vi har skrællet ind til det oprindelige med fritlagte bjælker og søjler for at dyrke bygningens originalitet, og så har vi tænkt bæredygtighed og energioptimering ind i alt. Det er i nogle tilfælde dyrere løsninger, men det har været en vigtig prioritering for os, siger Jakob Keller.

På samme måde har virksomheden prioriteret at samarbejde med lokale samarbejdspartnere og entreprenører.

Med fritlagte bjælker og søjler danner den gamle bygning en spændende ramme om det daglige arbejde for de godt 20 medarbejdere i Reeholm & Bredahl. Pressefoto

Kontorer og konfirmationer

Reeholm & Bredahl flyttede ind sidst i marts, men de godt 20 medarbejdere fylder ikke hele huset, og derfor er stueetagen lejet ud til virksomheden Grafikr.

Jakob Keller forventer at leje det sidste kontor ud til en mindre virksomhed med 5 til 15 medarbejdere, der kan nyde godt af fitnessrum, fælles kantine, konferencerum samt plads til afslapning og hygge.

Det er samtidig planen at åbne dele af huset op for arrangementer som konferencer, konfirmationer, runde fødselsdage eller bryllupper.

– Bygningen og den gamle, brolagte bygård, som vi har indrettet hyggeligt og beplantet med større træer, danner en flot og historisk ramme for det daglige liv og for festlige arrangementer, siger Jakob Keller.

Udover kontormiljø byder den nyrenoverede ejendom på fitnessrum, fælles kantine, konferencerum samt plads til afslapning og hygge. Pressefoto

Reception

Reeholm & Bredahl glæder sig til at vise huset frem til en reception for kunder, samarbejdspartnere, venner og familie på fredag 2. juni. klokken 13.00.

 

Kommentarer