Over Hornbæk

HFS og Sparekassen Kronjylland fortsætter samarbejde og stifter pris

Afdelingsdirektør Jan Nyvang, Sparekassen Kronjylland, Nordre afdeling (tv.) og Jim Jensen, formand for Hornbæk Sportsforening. Foto: Hans Erik Nielsen

Hornbæk Sportsforening og Sparekassen Kronjylland har for nylig indgået en ny aftale om forlængelse af sponsorsamarbejdet. De sætter samtidig fokus på social bæredygtighed med ny pris.

Aftalen kommer til at gælde det næste år frem, og det er noget, der glæder Peter Thorsen, der er sponsoransvarlig og mangeårigt medlem af HSF.

– Sponsorsamarbejdet udgør et vigtigt element i, at vi kan skabe de bedst tænkelige rammer for børn og unge mennesker i deres fritid. Det giver mulighed for at skabe flere sociale aktiviteter, for eksempel har vi en café, der udgør et hyggeligt samlingspunkt. Alle disse tiltag koster naturligvis penge, og derfor er Sparekassens sponsorat vigtigt for, at klubben fungerer socialt og sportslig, fortæller Peter Thorsen. 

Pris hylder social bæredygtighed 

I forbindelse med den nye sponsoraftale har Sparekassen og HSF samtidig indstiftet ’Sparekassen Kronjylland-prisen’, der skal hylde personer, som gør noget særligt for den sociale bæredygtighed i og omkring Hornbæk Sportsforening. 

Her vægtes især indsatser, der styrker sammenholdet, afspejler den gode vilje og inspirerer andre til aktiviteter, der forbedrer den sociale bæredygtighed i HSF.

– Vi vil gerne hylde mennesker, der yder den særlige indsats og er ambassadører for gode tiltag i og omkring klubben. Det er ikke nødvendigvis de helt store ting; essensen er, at det skal gøre noget godt for andre og for miljøet, fremhæver Peter Thorsen. 

Forlængelsen af sponsoraftalen og den nye pris er samtidig noget, der glæder afdelingsdirektør i Sparekassens Nordre afdeling, Jan Nyvang.

– Vi er meget glade for at kunne forlænge et mangeårigt samarbejde som hovedsponsor for HSF. Sponsoratet understøtter klubbens gode faciliteter og aktiviteter, og samtidig er vi meget begejstrede over at kunne indstifte ´Sparekassen Kronjylland-prisen´ sammen med HSF. At hylde de lokale ildsjæle og den sociale bæredygtighed i foreningslivet er et vigtigt fokusområde, og det harmonerer rigtigt godt med vores værdier i Sparekassen. Derfor er vi stolte af at lægge navn til prisen, fortæller han.    

Vandrepokal og velvilje 

Det er ikke kun medlemmer i HSF, der kan indstille og modtage prisen. Borgere i Hornbæk og omegn kan også individuelt eller i en gruppe indstille deres egen eller andres indsats. For at komme i betragtning, skal indsatsen dog finde sted i relation til HSF’s aktiviteter. 

Udover æren og anerkendelsen sponserer Sparekassen hertil en vandrepokal med indgravering og et diplom til modtageren. Forslag til prismodtagere indsendes til bestyrelsen i HSF senest 1. december, og uddelingen sker senest 1. marts det efterfølgende år. 

Kommentarer