Henrik Dam Kristensen (MF-S) besøger Langå og Randers
Tirsdag 15. august besøger tidligere transportminister og MF Henrik Dam Kristensen (S) Langå Station.
I Langå skal han se byggeriet af den nye gangbro, som han selv bevilgede de første seks mio. kr. til efter et besøg på Langå Station i 2013. Siden har også Banedanmark og Randers Kommune skudt penge i gangbroen.
Byrådsmedlem Iben Sønderup (S) er vært ved besøget, og det nye kultur- og musikersted i stationsbygningen, Station K, lægger lokaler til. Formand for Langå i Udvikling, Dorthe Tapomayi Nielsen, deltager også i mødet og medbringer byggetegningerne til lejligheden.
Samme dag skal Henrik Dam Kristensen (S) mødes med nogle af veteranerne fra Randers Veterancafé.
Det sker lige op til at Randers Byråd skal vedtage en ny veteranstrategi for kommunen på det første byrådsmøde efter sommerferien den 4. september.
Til efteråret skal der på Christiansborg forhandles nyt forsvarsforlig, og veteranerne håber, at de vil blive tilgodeset i det nye forsvarsforlig.
Iben Sønderup (S) er også vært ved dette møde mellem forsvarsordføreren og veteranerne.
Kommentarer