Godt besøgt Køb-Lokalt-Marked på Underværket
Lørdag formiddag dannede Underværket rammen om Køb-Lokalt-Marked med lokale handlende og kunstnere. Der var smagsprøver på øl, vin og mad fra fremmede lande. Markedet var rigtig godt besøgt og der var en god stemning på den hyggelige markedsplads.
Køb-Lokalt-Marked går ud på at samle lokale producenter, butikker og kunstnere en gang om måneden i Underværket. Bjarne Jørgensen fra Vinimperiet, der er manden bag fortæller blandt andet:
– Ved at samle alt under ét tag, håber jeg, at det bliver mere tydeligt, at vi har en masse fantastiske lokale produkter i Randers. Det gælder alt fra fødevarer til kunst, tøj og ting.
Bjarne Jørgensen tager personligt rundt og besøger mulige stadeholdere. Det er for ham en stor berigelse at opleve den mangfoldighed, der findes i det lokale miljø. Jo mere han har været rundt, jo mere er det gået op for ham, hvor meget det summer af folk, som med faglighed og nysgerrighed frembringer eller tilbyder spændende produkter af høj kvalitet.
– Hvis vi vil bevare de små, unikke butikker, lokale kunstnere og producenter, der er med til at gøre byen og området til noget specielt, må vi altså også købe deres varer og ydelser, lyder opråbet fra ham.
Kommentarer