Debat og politik

Glædelig jul og godt nyt (valg)år

Læserbrev af Flemming Østergaard, formand for Kristendemokraterne i Randers 

Når v i om få dage går ind år 2017, går vi samtidig ind i et kommunalvalgår, hvor der fra os politikere igen vil blive kæmpet på livet løs for, at fremme hver vores politik og det er jo sådan demokratiet udfolder sig.

Der vil sikkert i den kommende kommunalvalgkamp, blive foretaget ret så mange ”tredje behandlinger” af trufne politiske beslutninger i de forgange 3 år, og de emner der sandsynligvis, vil komme til at fylde, vil sikkert være bla. den nye skolestruktur, om konstitueringen, den pludselige slankning af den socialdemokratiske byrådsgruppe, Hal 4 og de økonomiske prioriteringer i budgetforligene m.fl.

Og måske vil den meget berømte julefrokost på Mac Ale også få et ord med på vejen hvis formål jo bla var, et ønske om en forbedret dialog i det kommunal politiske arbejde, ikke kun i byrådet men også generelt imellem de forskellige politiske partier. Fra arrangørernes side var det også med et ønske om, at give det politiske samarbejde i Randers Kommune, et kærligt skub i en god og konstruktiv retning ikke mindst, når det går løs med den kommunale valgkamp i 2017. Et sådant kærligt skub medvirker vi gerne til i Kristendemokraterne (KD), til gavn for alle borgere i Randers kommune..

Og derfor skal der her lyde en opfordring om, at alle politiske partier/byrådskandidater i den kommende valgkamp 2017, vil koncentrere sig om, at være med til, at italesætte Randers Kommune, som en fantastisk god kommune, at slå sig ned i både for tilflyttere og virksomheder. Randers har jo det der skal til og lidt til.

Lad os i den kommende valgkamp vise Randers Kommunes borgere (og for den sags skyld også omverdenen), at vi vil være konstruktive og koncentrere os om de positive takter og lægge personfnidder til side for Randers Kommunes borgeres skyld samt tale ordentligt til og med hinanden.

Det er fair nok at være politisk uenig – det ligger ligesom i demokratiets dna – men meget vil være nået, hvis alle kommunalpolitikere og byrådskandidater, ville vise kommunens borgere, at vi i den kommende valgkamp,

godt kan føre en ordentlig valgkamp med respekt for hinandens politik. Lad argumenterne tale.

Det er KD´s nytårsønske.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul samt et godt (kommunalvalg) nytår.

Flemming Østergaard

Kan du lide, hvad du læser? Så gå ind på Facebook og “synes godt om” Randers Netavis her

Kommentarer