Harridslev

Generalforsamling i Landsbyklynge Kronjylland

Landsbyklynge-møde. Arkivfoto.

Tirsdag den 23. januar er der generalforsamling i Landsbyklyngen Kronjylland. Her vil der blive kigget tilbage på begivenhederne i 2017, men samtidig vil bestyrelsen fortælle om hvilke indsatsområder, som der skal arbejdes med i fremtiden.

Under generalforsamlingen vil der også blive orienteret om den kommende borgerbudgettering. Landsbyklygen har fået 100.000 kroner til rådighed, og det er borgerne i området, som skal komme med ideer og beslutte hvordan beløbet skal benyttes.

– Borgerne får i høj grad mulighed for at få indflydelse, understreger formand for Landsbyklyngen Kronjylland, Ole Horsager Clausen.

Borgerbudgettering er en del af Landsbypuljen. Siden 2016 har det været muligt for landsbyer og lokalområder i Randers Kommune at søge midler til borgerdrevet udvikling.

Kendetegnende for Borgerbudgettering er, at der særligt er fokus på den demokratiske proces og i mindre grad det konkrete projekt.

Midlerne fra Borgerbudgettering kan både bruges til at realisere idéer, der allerede er på tegnebrættet, eller de kan bruges på helt nye idéer. Centralt er det, at man forsøger at involvere så mange i processen som muligt for derved at skabe bredere ejerskab.

Hver landsby kan søge op til 50.000 kroner, mens landsbyklynger kan søge op til 100.000 kroner. Det eneste krav er, at der foregår en demokratisk proces, hvor alle borgere har mulighed for at involvere sig, komme med forslag og deltage i afstemningen om, hvilke projekter der skal gennemføres.

Landsbyklyngen Kronjylland er et samarbejde mellem 12 landsbyer, der har til hensigt at forme et landsbyfællesskab, der skal styrke lokalsamfundene i landsbyerne Tvede, Harridslev, Støvring, Lindbjerg, Linde, Mejlby, Albæk, Østrup, Vestrup, Gimming, Tjærby og Mellerup.

Generalforsamlingen finder sted i Gimming Forsamlingshus, og begynder klokken 19:00. Under generalforsamlingen serveres der gratis kaffe og brød.

Tilmelding er ikke nødvendig, så alle interesserede er velkomne, oplyser bestyrelsen.

Kommentarer