Kousted

Gadelys og bredbånd – dobbelt op til Kousted

Foto: Jens Peter Hansen

Debatindlæg af Jens Peter Hansen

Så blev det endelig Kousteds tur til at få gadelys.

Efter jeg i 2009 fik udvirket belysning af skolevejen ved motorvejstilslutning Randers Nord; gadelys i Hvidsten i 2013, LED lys i cykelstien fra Spentrup til Hadsundvej i 2015 og var med til i 2016 at skaffe lys til Poppelvænget i Fårup, er jeg rigtig glad for at vi – det vil sige Venstre og DF – i budgettet for 2018 har afsat 450.000 kroner til gadelys i Kousted.

Det er tiltrængt. Som det er nu, har børnene, når de venter på skolebussen i den mørke tid, alene lyset fra Bundgaard Tools store butiksrude at holde sig til.

Kousted er også en sort plet, hvad angår mulighed for ordentlig bredbånd. Det problem kan også håndteres nu.

V og DF budgettet omfatter 2 millioner kroner til en bredbåndsfond, der skal bruges til at forbedre den digitale infrastruktur i Randers Kommune. Pengene kan for eksempel anvendes til passiv infrastruktur i form af tomrør, der kan lægges ned, når man alligevel er i gang med at nedgrave kabler – eller måske er vejen frem at installere trådløse sendere i nogle af lysmasterne?

Jeg ønsker borgerne i Kousted tillykke med gadelyset, og vil opfordre dem til at tage fat i den kommunale bredbåndskoordinator, der vil kunne hjælpe med at udnytte gadelys arbejdet til at få ordentlig bredbånd til Kousted.

Kommentarer