Kultur

Fussingø Slot slår dørene op til påskeudstilling

Kobberrelief (beskåret) af Mette Glassy 3d kunst. Privatfoto

Efter en lang og til tider kold vinter håber Fussingø-gruppen, at den forestående påske vil markere et vendepunkt og gøre vejrguderne mildere stemt. Under alle omstændigheder fejres det gryende forår som sædvanligt med en stor kunstudstilling på slottet ved Fussing Sø.

FUSSINGØ – Igen i år er det lykkedes at samle en række etablerede, erfarne og engagerede danske kunstnere, som repræsenterer forskellige genrer inden for billedkunstens og formgivningens verden. Enkelte af dem har tidligere deltaget i Fussingø-gruppens påskeudstilling.

På årets udstilling præsenterer de udvalgte kunstnere blandt andet keramik, akryl- og oliemaling, trådfigurer, akvarel- og stofmaling, skulpturer i sten og bronze samt tegninger, papirklip og illustrationer. Nogle af udstillerne udtrykker sig endda i flere forskellige materialer.

Inspirationen til kunstværkerne er ifølge udstillerne hentet fra ind- og udland, fra natur og dyreliv, fra musikkens og myternes verden, fra mikrobiologien og fra landskaber i samspil med mennesker.

Keramiker/skulptør Tage Størup. Privatfoto

Fernisering palmesøndag

Udstillingen åbnes palmesøndag den 24. marts klokken 10.Samme dag er der fernisering. Åbningstalen holdes klokken 11 ved Stine Falk Eiby, medlem af Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Traditionen tro ledsages åbningen af udstillingen af lystig musik. Det musikalske indslag leveres i år af duoen Ebbe og Ove.

I de følgende påskedage 28. marts til 1. april er udstillingen åben alle dage i tidsrummet klokken 10 til 16.

Efter rundgangen på udstillingen kan indtrykkene bearbejdes over en kop kaffe med tilhørende Fussingø-kringle i det gamle, og nyrenoverede slotskøkken, i cafélokalerne eller – hvis vejret indbyder til det – foran slottet, hvor man samtidig kan nyde udsigten til den smukke park og den omgivende skov.

Det koster 30 kroner at besøge udstillingen, og der er gratis parkering ved slottet.

Læs mere om udstillingen og udstillerne her.

Kommentarer