Knejsted

Frontalt sammenstød sandsynligvis med for høj fart

OPDATERING ULYKKE:

Tidligere artikel bragt lørdag kl. 15

Ulykken skete i krydset Borgerdage og Udbyhøjvej i Knejsted, da to biler stødte frontalt sammen.

Meldingen lød på fastklemte i en af bilerne. Beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen fra Beredskab & Sikkerhed i Randers korresponderede hele vejen fra Randers til ulykkesstedet med redningsmandskabet fra Øster Tørslev om, hvorvidt der skulle ske en kæderedning eller en frigørelse med den hydrauliske kæmpe saks.

– En kæderedning benyttes, når en fastklemt hurtigt skal frigøres, hvorimod vi benytter saksen, når patienten tilsyneladende ikke er så hårdt kvæstet, at det skal gå hurtigt.

Chaufføren i én af bilerne var fysisk fastklemt, og kunne altså ikke komme ud ved egen hjælp, men redningsmandskabet måtte klippe taget af den totalskadede bil.

Passageren blev kørt til Regionshospitalet Randers til observation. Chaufføren i den anden bil blev også kørt til observation, men dennes passager selv kunne forlade stedet.

Lægeambulancen fra Aarhus måtte tilkaldes, da lægen fra Randers var optaget andet steds. De var hurtigt på stedet, og chauffører på lægeambulancen fortalte til Randers Netavis, at det var gået meget stærkt opad.

Politi på stedet kan endnu ikke sige noget om årsagen til det dramatisk uheld, men påpeger at der sandsynligvis har været kørt med for høj hastighed.

Hverken læge eller andet redningsmandskab kunne vurdere, hvor svært den fastklemte person var. Derfor blev der rekvireret en lægehelikopter fra Skive. Den var optaget af en anden opgave i Nordjylland, men blev hurtigt frigivet til færdselsuheldet i Knejsted.

Den tilskadekomne blev fløjet til Universitetshospitalet i Aarhus. Politiet understreger, at man hele tiden havde kontakt til ham, og kunne tale med ham.

Randers Netavis opdaterer hvis der kommer nyt.

Kommentarer