Fra ord til handling

Af Henrik Hove, Danmarksdemokraterne
Når jeg set udefra, kikker tilbage på de seneste år i Randers Kommune, så har det ikke været kedeligt på ord og løfter fra alle sider af byrådssalen. Men resultatet af manglende handling, ses tydeligt i det mudrede politiske billede der i dag er i Byrådet, som helt naturligt smitter af på forvaltningens arbejde.
I det nuværende byråd har man fremlagt Vision 2030, med store ord som, citat: ”Vi vil være blandt de bedste, både som sted at bo, vokse op, arbejde, og drive virksomhed”, alt sammen med politiske målsætninger som, citat: ”Et godt liv for alle – flere i uddannelse og beskæftigelse – en stærk erhvervskommune, samt – et attraktivt sted at bo”. Det sidste med baggrund i gode muligheder for børnepasning, skolegang, samt idræts-og fritidstilbud.
Til at sikre dette har byrådet sat byudvikling og realisering af FLODBYEN ind i vision 2030 som, citat: ”at flodbyen skal fungere som et lokomotiv for kommunens udvikling de kommende mange år. Flodbyen skal skabe klog, bæredygtig og målrettet vækst i hele vores kommune”.
Siden Vision 2030 blev fremlagt har 8 ud af 31 medlemmer af byrådet skiftet parti, blevet løsgænger eller begge dele. Der er partier som står uden medlemmer i byrådet for nuværende. Flere partier oplever medlemsflugt og/eller interne udfordringer om, hvem der skal være hvad og hvorfor. Alt dette og meget mere, har bidraget til manglende fokus på formålet med at være folkevalgt, og ikke mindst har det bidraget til manglende fokus på Vision 2030.
Som i enhver anden organisation eller virksomhed, smitter dårlig ledelse og kommunikation af på samarbejde og motivation. Som følge deraf står vi nu med en så dårlig en økonomi, at der næppe bliver råd til at realiserer Vision 2030, men så kan vi vel bare omdøbe den til Vision 2050.
Borgerne i Randers Kommune har mistet troen på byråd og forvaltning og dermed også troen på, at ord bliver til handling. Hvis borgerne skal vinde tilliden til kommunen tilbage, så har valget til november aldrig været vigtigere. I DanmarksDemokraterne Randers går vi til valg på noget så ”politisk kedeligt” som, et godt og konstruktivt samarbejde og kommunikation mellem alle folkevalgte politikere, med den klare overskrift, at vi er til for borgerne.
Tæt samarbejde mellem byråd og forvaltning, er alt afgørende for fremtidens Randers. Vi er nødt til, at prioriterer en økonomisk genopretning højest, for så hurtigt som muligt at få rettet op på de besparelser og skattestigninger som det nuværende snævre ”Radikale” flertal har indført. Færre udvalgs- og bestyrelsesposter til politikere, sammenholdt med en mere sammenhængende forvaltning hvor færre ledere og mere fokus på den enkelte medarbejders kerneopgaver, vil skabe både effektivisering og besparelser.
Jeg er ikke modstander af byfornyelse, bedre infrastruktur og kystsikring, men at flodbyen vil være lokomotivet, der skaber vækst og bæredygtighed i hele kommune er naivt. Flodbyen i den nuværende udgave er mere et prestigeprojekt end ønsket om at skabe økonomisk vækst i hele kommunen.
Hvis Randers kommune skal undgå at komme under administration, skal vi have fuld fokus fra både politikere og forvaltningen, på at skabe de bedst tænkelige forhold for erhverv og turisme i HELE kommune. Vi er geografisk placeret i et smørhul, med E45 kørende fra syd til nord og Gudenåen/Randers Fjord strømmende fra øst til vest. Så hvis vi i fremtiden skal sikre os, at de ældre for den pleje og omsorg de har krav på, at vores børn og unge får de bedste muligheder for en god start på livet, samt at Randers bliver et attraktivt sted at flytte til, så er det på tide at vi går fra ord til handling.
Det er på tide at Randers by får en ny broforbindelse, hvor vi sikrer den bedst tænkelige infrastruktur på begge sider af broen, og hvor borgerne inddrages i beslutningerne.
Det er også på tide at vi får en byfornyelse, hvor de erhvervsdrivende inddrages i beslutningerne.
Det er på tide at landdistrikterne, hvor 1/3 af Randers kommunes borgere er bosiddende, de nødvendige ressourcer til, at tiltrække erhverv og turisme som der så hårdt er brug for.
Tiden er inde til at visioner og virkelighed skal gå hånd i hånd og at borgerne mærker, at der er handling bag ordene.
Kommentarer