Debat og politik

Flere vuggestuepladser i Randers midtby

Der kommer flere småbørn i Randers, og derfor har Randers byråd på sit møde 4. februar 2019 vedtaget, at der både kan oprettes ekstra vuggestuepladser, og at børnehavepladser bliver ændret til vuggestuepladser

Det er især i Randers midtby, at der er størst efterspørgsel efter vuggestuepladser, og her mangler der pladser for de 0-2-årige frem til 2027. Behovet for flere vuggestuepladser kommer først senere i nogle af de andre dagtilbudsområder. Samtidig er der flere institutioner med ledige børnehavepladser men mangel på vuggestuepladser.

Randers byråd har allerede afsat en pulje på 2,5 mio. kroner i 2019 og 2,5 mio. kroner i 2020 til at begynde at omdanne børnehavepladser til vuggestuepladser. Med beslutningen 4. februar 2019 frigav byrådet også en anlægsbevilling på 2,5 mio. kroner.

• I Børnehuset Overvænget i Hornbæk etableres 13 vuggestuepladser.
• Børnehaven Himmelblå i Vorup. (selvejende institution) Her omdannes en børnehavegruppe med plads til 23 børn til en vuggestuegruppe på 13 børn. Her er der ledige børnehavepladser og ingen vuggestuegrupper i dag.
• Børnehuset Mariendal i Vorup (selvejende institution). Her omdannes 25 børnehavepladser til 14 vuggestuepladser. Der er i dag ledig børnehavekapacitet.
• Børnehuset Midgaard. Her ændres 22 børnehavepladser til 14 vuggestuepladser.

I det omfang det er nødvendigt bliver der bygget rum til barnevogne/krybberum eller lavet andre ændringer, som er nødvendige.

Samtidig har Randers byråd vedtaget, at integrerede institutioner fleksibelt kan omdanne vuggestue- og børnehavepladser, sådan at det matcher institutionens kapacitet og efterspørgslen efter de to typer af pladser. Den mulighed bliver indført i Børnehuset Gassum og Børnehuset Svalereden som i dag både har ledige vuggestue- og børnehavepladser.

Da en vuggestueplads udløser et større tilskud fra Randers Kommune end en børnehaveplads kan de enkelte integrerede institutioner ikke selvstændigt disponere og optage flere vuggestuebørn end børnehavebørn.

Kommentarer