Erhverv

Flere kommer i job med socialt frikort

Heidi Bøstrup Hammeken fik tilbudt et job som butiksassistent umiddelbart efter hun fik tildelt socialt frikort. Foto: Randers Kommune.

Det er lykkes 15 borgere i Randers kommune at komme i arbejde, efter de har fået tildelt socialt frikort. Frikortet betyder, at socialt udsatte borgere kan arbejde, uden at de bliver trukket i deres ydelser fra det offentlige.

Flere ledige har fundet vej til ansættelse med frikortet, blandt andet fordi Randers Kommune har gjort det mere simpelt at søge frikortet online samt forenklet behandlingen af ansøgninger.

Målet med frikortet er at støtte de mest udsatte borgere til at deltage i samfundets fællesskaber og bidrage og opleve værdi i hverdagen. Socialudvalget i Randers Kommune blev i februar orienteret om den øgede beskæftigelse, som har vakt glæde i udvalget.

“I Socialudvalget er vi glade for at konstatere, at vi i Randers kommune har haft succes med at sikre, at flere har fundet et arbejde ved hjælp af det sociale frikort. For socialt udsatte borgere kan det være en stor udfordring at komme ind på arbejdsmarkedet, og det sociale frikort hjælper med en mere sikker økonomisk situation i forbindelse med at man finder en god plads på arbejdsmarkedet,” siger Rosa Lykke Yde, formand for Socialudvalget.

Det sociale frikort er rettet imod borgere med særlige sociale problemer – herunder hjemløshed, misbrug eller psykiske udfordringer. Det giver dem mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit om året, uden at indtægten fraregnes deres indkomstafhængige offentlige ydelser – eksempelvis kontanthjælp, førtidspension eller boligsikring.

Imellem år 2019 og 2020 ansøgte 93 personer i Randers kommune om frikortet, hvor 61 blev godkendt. Status er nu, at 15 af disse borgere har anvendt kortet i forbindelse med deres arbejde. Det drejer sig især om aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Derudover gælder det borgere på førtidspension, i ressourceforløb, som er hjemløse og borgere fra Ungdommens Uddannelsesvejledning.

Virksomheder tager socialt ansvar

Det sociale frikort er en forsøgsordning vedtaget af Folketinget i 2018, og forsøgsperioden er nu blevet forlænget til udgangen af 2022. Ordningen er udformet sådan, at virksomheder tilskyndes at tage socialt ansvar ved at beskæftige udsatte borgere på mere fleksible kontrakter og på færre timer.

Jobcenter Randers Erhverv arbejder på at udbrede kendskabet til ordningen hos lokale virksomheder, og det har været med til at sikre, at flere er kommet i arbejde med frikortet.

“Jeg håber, at endnu flere kan komme i arbejde med frikortet i fremtiden, og det bliver kun nemmere, når endnu flere lokale arbejdsgivere får øjnene op for værdien i at tage socialt ansvar og ansætte jobsøgende med socialt frikort,” siger Rosa Lykke Yde.

Direkte i beskæftigelse

Én af dem, som har fået glæde af det sociale frikort, er Heidi Bøstrup Hammeken. Hun sikrede sig jobbet som butiksassistent i Fakta, kort efter hun blev tildelt frikortet.

“Da jeg hørte om frikortet, slog jeg til med det samme. Jeg har søgt mange forskellige jobs, og frikortet betød, at jeg fik foden indenfor på arbejdsmarkedet. Jeg er glad for det, for frikortet har givet mig mulighed for at komme ud og arbejde og have kontakt med kollegaer og kunder,” siger Heidi Bøstrup Hammeken.

Søg socialt frikort

Borgere som er interesseret i det sociale frikort, kan søge digitalt her.

Udviklingshuset i Jobcenter Randers yder råd og vejledning om det sociale frikort og står også for behandlingen af ansøgninger til frikortet.

Kommentarer