Randers By

Fire rejsekonger på auktion i Randers

Det randrusianske auktionshus Campen Auktioner, der i juni tiltrak salget af en entusiasts samling på over 80 veteranmotorcykler er nu ude med et sommerfund: en garagefuld spændende tohjulere. Samlingen ryger under hammeren i august og byder blandt andet på fire stk. af rejsemotorcyklens konge: Hondas store Gold Wing model. 

Motorcykel-fundet denne gang er ganske vist mindre end det i juni, men til gengæld er maskinerne nyere og vil nok tiltrække flere af de motorcykelentusiaster, der holder af at køre frem for at skrue. Især dem, der holder af langfartskørsel. Blandt de 26 motorcykler er der nemlig hele fire af rejsemotorcyklernes konger, Hondas store Gold Wing-model. Modellen kom på markedet i 1975 og var Hondas anden store sensation på motorcykelmarkedet. I tresserne havde ingen regnet japanerne for noget, men med modellen CB750 fra 1969 havde Honda, som lyn fra en klar himmel bygget verdens første ”superbike” – og dén skulle den nye Gold Wing overgå. Ja, faktisk var målet, at bygge verdens bedste motorcykel!

Kåber, lænestole og anhængertræk

Hvorvidt det lykkedes kan man ved selvsyn konstatere på augustauktionen, hvor ”kongernes konge” Gold Wing (det måtte den jo nødvendigvis hedde, når nu den mindre CB750 var blevet kaldt ”motorcyklernes konge” og den nye var både bedre og større!) er repræsenteret med hele fire varianter.
Egentlig havde Honda sat sig lidt imellem to stole, for Gold Wing var godt nok en meget hurtig maskine, men det var ikke en sportsmotorcykel. Det viste sig i stedet, at køberne – især i USA – blev vilde med modellen på grund af dens kørekomfort og ikke mindst dens nemme vedligeholdelse. Den satte sig derfor totalt på markedet for store rejsemotorcykler – og der blev den: Da Honda selv indså modellens styrker og købernes præferencer, så udviklede de troligt videre på Gold Wing som en fuldbyrdet rejsemaskine, og undervejs kom der både kåber, tasker, lænestolslignende sæder og sågar anhængertræk til.

Maskiner fra ´78, ´82, ´84 og ´86

Det hele er repræsenteret i de fire maskiner på Campens auktion, for 1978’eren er flankeret af en 82’er, en ’84’er (denne har endda sidevogn!) og en ’86’er, så det er faktisk et stykke Gold Wing-historie, der kommer under hammeren. Maskinerne kan sagtens tænkes at appellere til samlere, men selv en klassisk Gold Wing er en formidabel rejsemaskine, så mon ikke alle de fire ”Wings” skal direkte ud på landevejene igen?
Auktionarius Finn Campen er godt tilfreds med både de fire ”konger” og resten af net-kataloget for Campen Auktioner nr. 693: ”Der er igen tale om et bredt udvalg af gode motorcykler, og ingen tvivl om at man kan gøre en god sommerhandel, ligesom vi så mange gøre det til den fysiske auktion i juni.”

 

Kommentarer