Randers By

Fingernemme frivillige søges til Repair Café i Randers

Foto: Randers Bibliotek

BÆREDYGTIGHED: Kan du sy en flænge i en jakke? Kan du få en brødrister til at riste igen? Eller kan du udvirke mindre mirakler med en limpistol? Så er det måske dig, der skal være frivillig i den nye Repair Café på Randers Bibliotek.

Randers Bibliotek søger kreative og fingernemme frivillige, der gerne vil bruge deres evner i en god sags tjeneste. 

“Vi vil gerne bidrage til, at flere gode ting genbruges og færre anvendelige ting ender på lossepladsen. Derfor søger vi frivillige, der kan hjælpe borgerne i Randers Kommune med at reparere forskellige ting; for eksempel tøj, elektronik og andre småting fra hjemmet”, siger Lena Koldsø, tovholder for Repair Caféen på Randers Bibliotek. 

Der findes over 70 Repair Caféer i Danmark, og formålet er at fikse gamle ting for at give dem længere levetid. Repair Caféen i Randers får base på Hovedbiblioteket og er åben den sidste onsdag i måneden kl. 15-17. Første gang bliver onsdag d. 25. januar 2023.

Vil du høre mere om at være frivillig, så kontakt Lena Koldsø på telefon 8710 6804 eller mail lk@randersbib.dk.

Kommentarer