Randers By

Ferme fingre tryller med naturens materialer

At lave sko, koste, kurve og andre nyttegenstande i naturens materialer er på en gang moderne - og oldgammelt. Reb har fra oldtiden til i dag været uundværligt. Oplev håndværkerne arbejde med naturens materialer til arrangementet ”Børster, reb og sivflet” på Håndværksmuseet. Fotokilde: Museum Østjylland

Oplev hvordan strå og hår omdannes til godt håndværk på Håndværksmuseet, når museet åbner dørene for en eftermiddag med levende værksteder.

Lækre børster fra børstenbinderen har fået en renæssance. Kunsthåndværkere farver garn med planter. Kurve flettet af siv pynter i vores boliger. Kort sagt, naturens materialer er moderne i 2016. Men materialerne er kendt helt tilbage i oldtiden, hvor datidens mennesker udnyttede alle de ting, de kunne finde.

Levende værksted: ”Børster, reb og sivflet”, lørdag den 5. november 2016, kl. 12 – 16 på Museum Østjylland – Håndværksmuseet, Lille Rosengård i Randers.

Fire forskellige fag arbejder med rene naturmaterialer

Siv, dyrehår og træ er nogle af alle tiders naturmaterialer, som mennesker i dag og til alle tider har brugt til nyttegenstande. Det sætter Håndværksmuseet nu fokus på til et arrangement, hvor fire meget forskellige fag, der alle arbejder med rene naturmaterialer, viser sig frem.

– Fælles for fagene er, at de er kendte helt tilbage fra oldtiden, hvor man dengang udelukkende havde naturens materialer at arbejde med. Med fingersnilde og ”knowhow” fremstillede de alle flotte ting, der også tiltaler nutidens mennesker,  fortæller museumsinspektør Inger Marie Hyldgård.

Børst, reb, sko og farver

Denne dag kan du møde børstenbinderen, der laver fine børster af dyrehår og træ. Kig også rebslageren over skulderen, når han laver solide reb. Rebslageren lavede oprindeligt reb af f.eks. lindebast.

Se også sivfletteren arbejde. Sivflettere er på Randersegnen især kendte langs fjorden, hvor de producerede sivsko og andre ting, alle lavet af den særlige plante søkogleaks.
Som noget nyt har Håndværksmuseet i dagens anledning besøg af Betina Madsen og Christina Høj Marxsen, der demonstrerer plantefarvning af garn. Et håndværk, som oldtidsmennesket også udøvede med stor dygtighed.

Der er gratis adgang.

For mere information kontakt museumsinspektør Inger Marie Hyldgård på 4012 0754 eller på imh@museumoj.dk

 

Kommentarer