Langå

Fem skoler udvalgt til prioriteret indsats om Fritidspasordning i Randers Kommune

Sammen med Kultur- og Fritidsafdelingen har Børn og Skole-forvaltningen i Randers Kommune nu påbegyndt en prioriteret indsats for at få endnu flere børn og unge inkluderet i foreningslivet.

Randers kommune modtog tidligere på året et tilskud fra Socialstyrelsens ansøgningspulje til en ny ordning om fritidspas. Arbejdet med at få udredt en ny fritidspasordning sker i samarbejde med foreningslivet og kommunens folkeskoler. Fem skoler er i den forbindelse udvalgt som særlige pilotskoler, hvor der vil blive igangsat en prioriteret indsats.

De udvalgte skoler er Østervangsskolen, Nørrevangsskolen, Langå Skole, Hobrovejens Skole og Havndal Skole. Pilotskolerne adskiller sig ved at de vil få tilknyttet op til ti frivillige foreninger, som de kommer til at arbejde tæt sammen med. Målet med samarbejdet er at få endnu flere børn og unge ud i det frivillige foreningsliv og dermed øge trivsel igennem de gode fællesskaber, sundhed og glæden ved sport og bevægelse.

“Efter at vi er blevet den første idrætscertificeret idrætsskole i Midt- og Østjylland, er vi glade for at være med som pilotskole. Det er en god håndsrækning til at få flere elever ind i foreningslivet. Nørrevangsskolen vil meget gerne give eleverne en mulighed for at indgå i en forening, da en forening giver nogle værdier som samarbejde, normer, tillid, gensidighed, respekt og demokratiske spilleregler. De værdier er med til at giver eleverne et fællesskab og samtidig får eleverne de muligheder, der er i foreningslivet. Vi har i forvejen et godt samarbejde med flere foreninger, som er er med til at understøtte den meget positive udvikling på Nørrevangsskolen.” siger Jeppe Thomsen, der er afdelingsleder for Eliteidrætsskolen Nørrevang.

På pilotskolerne vil en del af fagpersonalet blive brobyggere til foreningslivet. Især skolernes bevægelseskoordinatorer får en vigtig rolle i at opsamle og koordinere de børn og unge, som kan have gavn af en tilknytning til foreningslivet. De tilknyttede samarbejdsforeninger udvælges løbende, i et samarbejde mellem skolerne og indsatsens projektkoordinator.

For de foreninger som indgår i den prioriterede indsats, er målet blandt andet at tilknytte en social frivillig, som har til opgave at stå for modtagelsen af de nye børn og unge. Dermed adskiller Randers Kommunes Fritidspasordning sig fra andre kommuners, da der ikke blot er fokus på økonomisk støtte, men også den gode modtagelse i foreningslivet.

“Det er vigtigt for børn og unge at blive taget godt imod, når de træder ind i foreningslivet for første gang. Derfor er der brug for varme hænder, som har fokus på den gode velkomst. De frivillige i foreningslivet gør i forvejen et meget stort arbejde, og for at undgå at de frivillige bliver pålagt en masse nye opgaver, vil kommunen understøtte foreningerne i at finde nye frivillige, der primært skal varetage denne modtagerrolle. Disse nye frivillige behøver derfor ikke være foreningskendte, men blot have et ønske om at understøtte trivslen hos børn og unge,” siger Louise Høeg, formand for kommunens Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalg.

Kommentarer