Langå

Fantastisk julekoncert i Langå kirke

Se billedserie

Så blev det atter jul i Langå. Efter indvielse af den smukke julebelysning i Bredgade fredag den 1. december, kom turen til den traditionelle julekoncert i Langå Kirke tirsdagen efter.

Langå Menighedsråd og Langå Koncertforening arrangerede for 5. gang en meget stemningsfyldt koncert med det uhyre velspillende Randers Kammerorkester. Orkesteret med David Riddle i spidsen havde sammensat et særdeles afvekslende og iørefaldende program for de over 150 tilskuere i den totalt fyldte kirke.

Koncerten blev indledt med et varmt velkommen fra repræsentant for Langå Menighed Trine Olsen. Trine inviterede også publikum og musikere på et glas mousserende vin samt kransekage efter koncerten, hvor man kunne få hilst på venner og bekendte og ønske hinanden en Glædelig Jul.

Efter koncerten takkede formanden for Langå Koncertforening Randers Kammerorkester for en helt igennem fremragende koncert, samt takkede orkesteret for et meget fint samarbejde og dejlige koncertoplevelser igennem 2017. Han ytrede også et stort ønske, om at vi igen kunne mødes til julekoncert i Langå Kirke i december 2018.

Koncerten blev både indledt og afsluttet med fællessang. ”En rose så jeg skyde”, ”Dejlig er den himmel blå” og ”Der er noget i luften” var med til at lægge den højtidelige, og alligevel lette og muntre stemning over de meget smukke værker i øvrigt.

Orkesteret fremførte på deres meget virtuose måde blandt andet Bachs ”Air” og Händels ”Halleluja” fra Messias. To andre højdepunkter var Jette Kristensen, der som solo-obo spillede Morricones ”Gabriels Obo”, og koncertmester Clara Richter-Bæk, der som solo-violin leverede en meget smuk version af Vivaldis ”Vinter” fra de fire årstider. Vi oplede orkesterets strygere og blæsere meget oplagte i værker helt tilpasset dem hver især. Programmet blev undervejs dygtigt ledet og lunt kommenteret af dirigent og orkesterleder David Riddle.

Det var en meget stor aften, og publikum kunne gå hjem, en flot oplevelse og et dejligt minde rigere.

Kommentarer