Samfund

Fagmand i kamp for familieplejerne i Randers Kommune

Gert Landergren Due er kredsformand for Socialpædagogerne i Østjylland.

Et udtryk for “Utilstedeligt skrivebordsarbejde”. Sådan lyder det fra Socialpædagogernes østjyske kredsformand Gert Landergren Due efter, at Randers Kommune har sendt et brev ud til familieplejerne og varslet en markant nedsættelse i vederlag.

Efter nytår går du 20.000 kroner ned i indkomst. Om måneden. Sådan lyder budskabet i et af de breve Randers Kommune har sendt ud til de familieplejere, der har børn anbragt for kommunen.

– Det er usagligt og helt utilstedeligt at behandle familieplejerne sådan, skriver kredsformand Gert Landergren Due i et brev, som kredsen har sendt til alle byrådspolitikere i Randers.

Sættes ned i vederlag uden sagsbehandlerne har mødt barnet

Baggrunden er en ny honoreringsmodel for familiepleje i Randers Kommune, der betyder, at mange går ned i såkaldt vederlag – altså den betaling, familien modtager for at have et barn anbragt. Ideen med den nye honoreringsmodel er at betale et fast vederlag i hele plejeperioden i stedet for som nu løbende at justere antallet af vederlag afhængig af barnets udvikling: Jo flere vanskeligheder, jo større vederlag.

– Det er ikke selve honoreringsmodellen vi kritiserer, men det at familieplejerne sættes ned i vederlag uden at sagsbehandlerne har mødt og vurderet barnet, og uden at familieplejerne har fået mulighed for at udtale sig om barnet. Det er rent skrivebordsarbejde, der ligger til grund for nedsættelserne, og vi tænker, det handler om besparelser, siger Gert Landergren Due til Fagbladet Socialpædagogerne.

Brev til byrådspolitikere

I brevet til byrådspolitikerne skriver Gert Landergren Due, at der er eksempler på, at familieplejere varsles en nedgang på fem vederlag svarende til 20.000 kroner pr. måned – i øvrigt for nøjagtig den samme opgave, som de allerede varetager og har kontrakt på.

– Når man går fra at få 36.000 kroner (som for mange også skal dække indbetaling til pension) til at få 16.000 kroner om måneden, så er det selvfølgelig noget, der kan mærkes på familiens økonomi, og når man har et barn med store vanskeligheder i pleje, kan man ikke have et andet arbejde ved siden af, siger Gert Landergren Due, der understreger, at hans ærinde først og fremmest er at sikre en ordentlig og retfærdig procedure.

Til Randers Amtsavis siger formanden for børne- og skoleudvalget, Anders Buhl-Christensen, at familieplejerne nu har mulighed for at gå i dialog.

– Familierne har mulighed for at få et møde med forvaltningerne. Brevet indeholder en vurdering af, hvordan man ser barnet. Måske ser virkeligheden anderledes ud. Så kan der blive rettet ind efter det.

Ingen individuel vurdering

Gert Landergren Due er glad for, at familieplejerne kan komme i dialog.

– Det er netop også det, vi har presset på for – ikke mindst fordi, der så vidt vi kan se ikke har været foretaget en individuel vurdering af det enkelte barn.

Randers Kommunes familieafdeling har vurderet, at der kan spares seks millioner kroner med den nye honoreringsmodel – og at i alt 126 børn er blevet revurderet.

 

Kommentarer