Gassum

Eventyr i børnehøjde som indlæring

Børnehuset Gassum har i 5 måneder arbejdet med eventyr, med afsluttende opvisning. Pressefoto

I Børnehuset Gassum er der de sidste 5 måneder blevet arbejdet med læreplanstemaet ‘kulturelle udtryksformer og værdier’, hvor de har haft fokus på eventyr.

Jeanette Olsen, der er pædagog i Børnehuset Gassum fortæller at de har arbejdet med eventyr i både samling, læringsgrupper og i dialogisk læsning. Desuden har de arbejdet med ugens bogstav og ord, som har haft relation til projektet, for eksempel s – scene. De er gået i dybden med ordet og har arbejdet intenst med det hele ugen. De snakker om hvad ordet betyder, samt at det kan have flere betydninger.

– Vi startede eventyrtemaet med at lave et eventyr-rum, herefter blev børnene inddelt i små grupper på tværs af både børnehaven og vuggestuen. I disse grupper fik de kendskab til mange forskellige eventyr i vores eventyr-rum. Børnene fik læst de forskellige eventyr højt, vi lavede eventyrmasker og spillede de forskellige eventyr som teater, fortæller Jeanette Olsen.

Herefter begyndte Børnehuset på at skrive deres egne eventyr, hvor eventyret tog udgangspunkt i rødhætte. Børnene var med i hele processen, blandt andet med til at skrive eventyret, finde på roller og digte eventyrsangene. Der blev lavet en scene ude på børnenes legeplads, hvor børnene var med til at male kulisser. Der blev blandt andet malet Gassums brugs, Gassums kirke og grusgraven. Børnene var med til at lave deres eget kostume og deres replikker i selve teateret.

Hele projektet endte ud i, at børnene opførte teateret for forældre, søskende og bedsteforældre til Børnehuset’s sommerfest. Der var stor tilslutning og der blev derudover også lavet en lille fernisering af selve processen, da denne havde været hemmelig for forældrene under hele forløbet.

Kommentarer