Randers By

Erik Mouritzen fejret af hundredevis af gratulanter

Se billedserie Der var mange gæster på Værket fredag eftermiddag for at lykønske Erik Mouritsen med jubilæet. Fotoserie: Jan Szwed.

Der var stort rykind på Værket i dag fredag den 3. maj, da hundredvis af gratulanter fra middagstid mødte op for at hilse på og hylde direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg Erik Mouritsen, som i år kan fejre 25 års jubilæum som direktør i Randers Kommune.

Gennem årene har Erik Mouritsen været direktør for alle områder af en kommunes drift og udvikling, bortset fra Miljø og Teknik. Samtidig har han tre gange været konstitueret kommunaldirektør.

Erik Mouritsens karriere var i første omgang som ansat i statens Statsskatteforvaltning sideløbende med en politisk karriere som folkevalgt byrådsmedlem i Randers Kommune, hvor han også var formand for Socialudvalget. I maj 1994 sagde han imidlertid farvel til politik og satte sig for første gang i en kommunal direktørstol – og flere af sådanne stole har han nu siddet i i 25 år.

– Kæmpe stort tillykke til Erik Mouritsen og til os her i kommunen. Vi er heldige, at vi har haft mulighed for at trække på Erik i nu 25 år, sagde kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt, som også havde en pokal med til den jubilerende direktør.

Også de to medlemmer af Randers Byråd, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget Louise Høeg og formand for Omsorgsudvalget Fatma Cetinkaya havde rosende ord med til jubilaren. De havde valgt at sætte talen i en særlig kontekst, nemlig en dagsorden, som de ping- pongede mellem sig.

Her er det Louise Høeg og Fatma Cetinkaya, som holder tale. Foto: Jan Szwed.

Kære Erik, du er jo så heldig, at have Fatma og jeg som dine politiske udvalgsformænd, og i det daglige er det dig, der laver en dagsorden til os, men i dag har vi lavet en dagsorden til dig:

Pkt. nr.1: Godkendelse af dagsorden
Både Fatma og jeg har godkendt, så det skal du ikke tænke på Erik.

Pkt. nr. 2: Økonomi
Den er også hurtigt overstået. Du plejer jo at sige at vi bare skal tage os sammen; Prioritere, finde pengene, og få budgettet i balance. Så er det punkt ligesom diskuteret.

Pkt. nr. 3: Hverdagsmestring
At have møde med dig Erik, er bedre hjernetræning end at løse kryds og tværs eller Sudoku. Du spørger konstant: Har du hørt at? Har du set at? Hvad tror du han sagde? Hvad tror du nu de gør? Hvad tror du nu der sker med den sag? Og vi prøver det bedste vi kan for at svare rigtigt.

Pkt. nr. 4: Ældreområdet
Vi henviser til pkt. 2 med økonomi: Prioritér, find pengene og få budgettet i balance!

Pkt. nr. 5: Verserende politiske sager
Det sker jo en gang i mellem, at der er sager på dagsordenen, der ikke kommer fra dig Erik, men kommer fra politikerne. Sidst vi havde møde var der et par af disse politiske sager på. Vi forsøgte at få dig inddraget i behandlingen af den ene, hvortil du svarede: “Det er politik, det har jeg ikke forstand på”. Så tog vi hul på den næste politiske sag som vi diskuterede i en halv time, hvorefter du konkluderede “Vi skriver drøftet”. Og så var det ligesom det!

Pkt. nr. 6: Kultur
Erik, du er en meget dannet mand, og en af de meget få randrusianere der råber BRAVO under koncerter her på Værket. Vi vil overveje at gøre det obligatorisk for alle.

Pkt. nr. 7: Sundhed og Idræt
Vi er glade for at du har lært os, at der er rigtig meget sundhed i en god gåtur og en stor øl, og vi er i fuld gang med at implementere det.

Erik: Vi startede med at sige at du var heldig at have os som dine udvalgsformænd. I virkeligheden er det os der er heldige at have dig som vores direktør. De problemer, du kan ikke kan løse, er problemer der ikke vil løses. Du er en stærk og hamrende dygtig direktør, en fantastisk sparringspartner og en rigtig god ven, som er der når det gælder. Så vi håber at du bliver i mange år endnu.

Men før vi slutter helt, så har vi:

Pkt. nr. 8: Eventuelt;
Nu ved vi ikke om alle ved det, men du er meget meget glad for nøgleringe Erik! Da vi forleden var på studietur, og vi andre stillede spørgsmål ved, at vi gav nøgleringe i gave til vores værter, så sagde du hver eneste gang. ”En nøglering! Det vil alle blive glade for”- og personligt så ville du da også hellere have en nøglering end en kopi af Randers´ gamle Rådhus!

Så derfor skal du naturligvis have en nøglering til minde om dagen i dag!

Tillykke med jubilæet!

Her overrækker Jesper Kaas Schmidt pokal til Erik Mourtisen. Foto: Jan Szwed.

Kommentarer