Debat og politik

Erhvervslivet inviteret til drop-in møde om fremtidens erhverv i Randers Kommune

kommune Arkivfoto

Randers Byråd har sat udviklingen på erhvervsområdet til debat. Og nu er erhvervslivet inviteret til drop in møde om både et forslag til erhvervspolitik og en strategi for lokalisering af erhvervsområder.

– Erhvervslivet i Randers Kommune har lige nu en enestående mulighed for at få indflydelse på, hvordan Randers Kommunes erhvervsservice skal udvikle sig, og hvor det skal være muligt at etablere og drive virksomheder. Derfor håber jeg, at alle med interesse for erhvervsområdet vil deltage i debatten om det forslag til en ny erhvervspolitik og strategi for erhvervslokalisering, som lige nu er i høring. Det er to meget centrale emner for udviklingen på erhvervsområdet, siger borgmester Torben Hansen (S).

Høringen af både politik og strategi finder sted frem til den 2. januar 2024, og tirsdag den 12. december er der drop-in møde. Det foregår i forhallen hos Randers Kommune, Laksetorvet 1, hvor man kan møde op til en uformel dialog, når det passer i tidsrummet 15 til 18.

Til mødet kan man møde repræsentanter fra forvaltningen, der kan svare på spørgsmål om erhvervspolitik og strategi samt den efterfølgende planlægning og betydningen for erhvervsområderne. På den måde kan man blive godt klædt på til at afgive høringssvar.

Et erhvervsliv i forandring

– Randers Kommunes erhvervsliv er i konstant forandring, og det er vigtigt, at vi har det rigtige på hylderne til virksomhederne både nu og i fremtiden. Vi skal være en konkurrencedygtig og stærk erhvervskommune med en grøn og bæredygtig profil. Vi ønsker at understøtte virksomhedernes grønne omstilling og robusthed i forhold til at håndtere globale udfordringer. Og det skal være muligt for mange forskelligartede virksomheder at slå sig ned her i kommunen. Det er vores mål og baggrunden for, at vi har sendt både et forslag til en ny erhvervspolitik og strategi for erhvervslokalisering i høring samtidig, siger Claus Berggren, der er formand for erhvervs- og planudvalget.

Udviklingen på erhvervsområdet i Randers Kommune betyder, at der kommer stadig flere små og mellemstore virksomheder og flere serviceerhverv, mens detail- og engroshandel bliver mere digital. Samtidig byder omverdenen på geopolitiske omvæltninger, som forstyrrer globale forsyningslinjer, imens klimaforandringer fordrer, at der tænkes nyt og handles. Det er nogle af de forandringer, som forslaget til ny erhvervspolitik og strategi for erhvervslokalisering tager højde for.

Erhvervspolitikken har fokus på at udvikle og forbedre de fundamentale services for erhvervslivet i Randers Kommune. De særlige fokusområder i politikken er Grøn omstilling og cirkulær økonomi samt Oplevelsernes Randers.

Strategien for erhvervslokalisering går blandt andet ud på at definere de bedst egnede steder til erhvervsområder og i disse områder skabe rammerne for forskellige typer af virksomheder med forskellige behov.

Forslagene til politikken og strategien blev sendt i høring af Randers Byråd på mødet den 27. november 2023. På randers.dk/høringer kan man finde alt høringsmaterialet og afgive høringssvar frem til den 2. januar 2024.

 

Kommentarer